Netshop. Fire veninder med fælles tøjinteresse har skabt succesrig netshop med skandinavisk designertøj i alle prisklasser til kvinder i mange aldre.
Det er en myte, at kvinder er afhængige af at flå i stativer og fare ud og ind af prøverum med et vildt blik i øjnene, når de køber tøj. Det er Sally B Designernetshop ApS i Vejen beviset på.
I efterårsferien i fjor fik tre yngre kvinder på samme vej i den sydjyske by ideen til at sælge skandinavisk designertøj via nettet, og den enes gamle skoleveninde, Lane, grafisk designer og bosat i Amsterdam, var også klar.
I begyndelsen af februar var netshoppen i luften, og siden er det gået stærkt. Faktisk var det Lane Kristensen, der skabte den virtuelle, tegnede Sally B, en sød, sej tøs omkring de 30, som bruges som model for det voksende antal mærker, der tilbydes i netshoppen. Den originalitet har andre udbydere af dametøj på nettet ikke.
- Vi satser bredt, både pris- og aldersmæssigt, vi skal blot selv kunne stå inde for tøjet. I Begyndelsen solgte vi mest i den billige ende, men nu bliver det dyrere, og vi sender mange pakker af sted med køb for over 1000 kr., især til udlandet, siger Lene Schmidt-Ebbesen, psykologistuderende og en slags direktør i det fælles firma.
Forbrydelsen betaler sig
De ti mærker i shoppen spænder fra det mest sælgende, Kolding-firmaet Nümph, hvis toppe kan fås fra et par hundrede, til finske IvanaHelsinki, hvis kjoler ligger i 2000-3000 kroners klassen. Senest har det færøske mærke Gudrun & Gudrun, der er kendt for at levere de trøjer, Sofie Gråbøls Sarah Dahl har gjort kendt i DR's Forbrydelsen, meldt sig.
- Det salg er vi meget spændte på. Generelt går salget over al forventning, idet vi leverer 40-50 pakker pr. uge, og vi håber, det når syvcifrede højder i løbet af 2008. Lige nu går 5-10 procent til udlandet, mest Norge, men eksportmarkedet er jo nærmest ubegrænset, siger Lene Schmidt-Ebbesen.
De fire partnere er i alderen 27-40 år, og de har fordelt rollerne imellem sig i forhold til deres vidt forskellige baggrund. Lane Kristensen står med sin grafiske baggrund for hjemmesiden og Sally B-universet, Lone Koch, der til daglig er indkøber hos Lego, oversætter til engelsk og tager sammen med Lene Schmidt-Ebbesen af strategien og juraen. Lager og pakning foregår fra Anne-Mette Moselunds rummelige villa. Hun er folkeskolelærer og er for tiden den eneste i lykkelige omstændigheder.
- Vi har udvidet med mange nye mærker det første år, og det vil vi ikke blive ved med. Forretningen begynder nu at give overskud, selv om vores mænd nok vil bestride, at det er en god forretning. Vores eget tøjbudget er steget med alt det tøj, vi ser, siger Lene Schmidt-Ebbesen.
Besøgstallet på www.sally-b.com har nået 350 om dagen, 400 er tilmeldt en nyhedsmail, og ambitionen er at blive Danmarks største netshop på sit felt.
- Jeg tror, mange kvinder foretrækker at sidde i fred og ro og have et lidt større udbud end normalt i fysiske forretninger. Vi kan se, at der bliver handlet mest i weekender og om aftenen, og det kan være kvinder med små børn og stressende job. Hovedparten af kunderne er fra København, siger Lene Schmidt-Ebbesen.
Kvinderne bag Sally B mærkede, at det krævede overtalelse at få de første mærker inden for i den virtuelle butik. I takt med det stærkt stigende salg går det nu langt lettere.
- Vi er positive mennesker, og det har vi valgt som bevidst strategi i virksomheden. Når vi er positive, smitter det også af på vores kunder, leverandører og øvrige samarbejdspartnere, siger Lone Koch.
Foruden UdviklingsCentret i Vejen har de mødt velvilje fra professionelle rådgivere som revisor, advokat og bank, og de har sikret sig en mentor for at være klædt på til den fortsatte ekspansion.