Der mangler områder til at afprøve store hav-vindmøller. Det mener Vindmølleindustrien, der peger på, at fremtidige prøvestationer bør drives af producenterne.
Der skal findes flere områder til at afprøve store hav-vindmøller. Det mener brancheforeningen Vindmølleindustrien.
Vindmølle-prøvestationerne ved Østerild Plantage i Thy og Høvsøre ved Lemvig er ikke nok, og der skal derfor findes nye områder i Vestjylland.
- Høvsøre og Østerild giver tilsammen plads til 12 vindmøller. Men vi har behov for op mod 20 pladser inden 2020, siger direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg til P4 Midt og Vest.
Uden tilpasning
De nævnte prøvestationer drives af forskningscenter Risø, men de yderligere otte pladser skal, ifølge Jan Hylleberg drives af vindmølleproducenterne Vestas og Siemens Wind Power.
- Producenterne har behov for at afprøve møllerne helt på egne betingelser. Uden at skulle tilpasse sig Risø, DTU og andre, siger han.
Flere muligheder
Han regner ikke med store problemer med at finde yderligere mindst to områder til at teste de 250 meter høje vindmøller.
- Flere kommuner har allerede meldt sig som interesserede. Så med den rette proces skal vi nok finde pladserne inden 2020, siger direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg,