Firma udbygger sin position på verdensmarkedet via opkøb af konkurrent.
AH Industries, der hører hjemme ved Kolding og som producerer metalkomponenter til vindmøller, har i dag opkøbt firmaet RM Group.
Med købet vil AH Industries udbygge sin position som en af verdens førende leverandører til bl.a. vindmølleindustrien.
- Ligesom RM Group er det inden for cementindustrien, vil vi i AH Industries være kundernes totalleverandør inden for vindmøller ved at håndtere hele processen fra dokumentation og kvalitetskontrol, til produktion, maling, transport, montering, support og service, forklarer AH Industries administrerende direktør, Steffen B. Jespersen i en pressemeddelelse
Kapitalstærk ejerkreds i ryggen
Bag AH Industries står en kapitalstærk ejerkreds med det svenske børsnoterede selskab Ratos AB, der ejer en række nordiske virksomheder, som majoritetsaktionær. Strategien peger mod stabilt fodfæste på verdensmarkedet, og her er opkøbet af RM Group en naturlig konsekvens.
RM Group består af en række virksomheder med supplerende specialkompetencer inden for sourcing, metalforarbejdning samt montage med afdelinger i Rødekro og Ribe og produktionsfaciliteter i Kina, som AH Industries også overtager.
- RM Group har en lang erfaring inden for metalforarbejdning og modulleverancer, og med vores investering vil vi bygge videre på de områder, hvor vi kan komme til at stå endnu stærkere fremover. Det handler nu om at få integreret virksomhederne, og det næste halve år skal vi bruge til at finde synergier og områder, hvor vi kan optimere på tværs af virksomhederne, siger Steffen B. Jespersen.
RM Groups tidligere ejer Ole Jørgensen fortsætter som daglig leder af virksomhederne i RM Group.
Det nye samlede selskab (AH Industries og RM Group) havde i 2009 en samlet omsætning på 855 mio. kroner og beskæftiger sammenlagt cirka 420 medarbejdere.