Mikrobryggeriet Viborg Bryghus lancerer øl med gode budskaber, som virksomheden satser på at sprede til hele landet.
Mikrobryggeriet Viborg Bryghus sender to nye mærker ud på det danske marked for specialøl. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
De to nye øl er dels Gangbar Lager, som produceres i samarbejde med Muskelsvindfonden, dels Brew for Beef, der er ment som en øl, der skal nydes til godt oksekød som alternativ til rødvin, og produceres i samarbejde med Friland.
Lidt mere i flasken
Hidtil er bryggeriets øl hovedsageligt blevet forhandlet i lokalområdet, men bestyrelsen i virksomheden tror på, at det gode budskab kan være med til at bringe øllene til alle danskernes læber.
- Både med hensyn til Gangbar Lager, Brew for Beef og vores populære Mageløs Økologisk, vil vi gøre en seriøs indsats for at dele disse produkter med ølelskere i resten af landet. Det er nemlig produkter, som har lidt mere i flasken end bare godt øl, idet de hver især også har et godt budskab, som rækker ud over lokalområdet, siger bestyrelsesmedlem i bryghuset, Thomas Sørensen til folkebladet.
Juleøl på vej
Fredag den 30. oktober, kan man i øvrigt for første gang i år smage på Jule Bocken fra Viborg Bryghus.
Direktør Hans Jørgen Poulsen oplyser, at der i år kommer 35.000 flasker juleøl til salg. Det er lidt flere end sidste år, hvor der blev udsolgt umiddelbart før juleaften.