Investeringsaktiviteten på det danske venturemarked falder – og det går især ud over nyinvesteringerne, viser rapport fra Vækstfonden. Det betyder sværere vilkår for de danske iværksættere.
Der bliver trådt på bremsen på det danske venturemarked, hvor investeringsaktiviteten er faldet med ti procent til 2,2 milliarder kroner i 2007 mod 2,5 milliarder kroner i 2006. Det er især nyinvesteringer, det er gået ud over i perioden, hvor ventureinvestorerne har lagt 700 millioner kroner i 2007 mod 900 millioner kroner i 2006. Det viser Vækstfondens årlige markedsanalyse af det danske venturemarked.
»Der er sket en nedgang i investeringsaktiviteten i takt med den finansielle uro. Og der er ingen tvivl om, at det har dæmpet lysten til at tage nye virksomheder ind i porteføljen hos ventureselskaberne. De holder i stedet fokus på de virksomheder, de allerede har investeret i,« siger vicedirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard og tilføjer, at ventureselskaber typisk regner med at skulle foretage mellem to og fire investeringer i samme firma, inden det kan sælges videre. Og derfor holder de fokus på at sikre, at der er kapital til de fremtidige investeringer.
»Det betyder, at nåleøjet til at få adgang til venturekapital er blevet lidt mindre for de nye virksomheder, som uden tvivl skal gøre sig ekstra umage for at vække interesse hos investorerne. Lykkes det, så viser tallene til gengæld også, at de har udsigt til at få adgang til større summer,« siger Rolf Kjærgaard og henviser til, at investeringsbeløbene i nyinvesteringer i snit er steget fra 8,7 millioner kroner til 12,2 millioner kroner. Og dermed står de virksomheder, der kommer igennem, endnu bedre rustet.
Iværksættere rammes
Faldet i nyinvesteringerne tilskriver Vækstfonden i høj grad den uro, der har hersket på de finansielle markeder. Den har skabt tilbageholdenhed over for nyinvesteringer.
Ifølge direktør på Iværksætterakademiet IDEA ved Syddansk Universitet, Torben Bager, har netop den finansielle uro og ikke mindst strammere kreditvilkår også allerede gjort det vanskeligere for de unge, nystartede virksomheder for alvor at få hul igennem.
»Når det finansielle marked bliver presset, så har det jo betydning hele vejen rundt – både hos bankerne, ventureinvestorer og private investorer. Når først systemerne begynder at lukke ned, så breder det sig hele vejen rundt. Og der er ingen tvivl om, at det påvirker iværksætternes chance for at få startet virksomheder negativt,« siger Torben Bager.
Også Christian Vintergaard, adjunkt på Handelshøjskolen i København med speciale i venturekapital og direktør i Øresund Entrepreneurship Academy, peger på, at et fald i nyinvesteringerne gør vilkårene vanskeligere for iværksætterne.
»Udviklingen betyder alt andet lige, at der er og vil blive færre penge til nye opstartsvirksomheder – og de har dermed vanskeligt ved at vokse hurtigt. Dermed bliver det langt sværere at være iværksætter i Danmark, end det var tidligere,« siger Christian Vintergaard.
Brug for flere exits
Når ventureinvestorerne ifølge Vækstfondens markedsanalyse holder igen med nyinvesteringerne og i højere grad har fokus på de eksisterende porteføljevirksomheder, så giver det dog god mening, lyder vurderingen fra DI’s chef for MMV & Entrepreneurship Thomas Møller Sørensen.
»For at få vendt situationen, så der kan tiltrækkes nye investorer og rejses mere kapital til nyinvesteringer, så er det afgørende, at vi kommer til at se flere exits. Så det er meget fornuftigt, at sætte yderligere ind på, at de virksomheder, der allerede er investeret i, også leverer varen og resulterer i et succesfuldt salg,« siger han og tilføjer, at det samtidig er afgørende for fremtidige iværksættere, som springer ud netop på de markeder, hvor man formår at vise et værd – og dermed får tiltrukket flere investorer.