Den langvarige strid omkring flytningen af Fredericia Skibsværft er nu bilagt med aftale, som får værftet til at flytte før tiden.
En aftale indgået mellem havnen i Fredericia,Realdania Arealudvikling og Fredericia Skibsværft betyder, at den langvarige strid omkring skibsværftet er slut.
Fredericia Skibsværft får 19,5 millioner kroner med sig, når det inden 1. april næste år flytter fra fæstningsbyen til Lindø. Samtidig skal værftet rydde op efter sig og flytter dermed seks år, inden værftets lejekontrakt udløber.
Fredericias borgmester Thomas Banke er glad for aftalen:
- Det er en god aftale for hele byen, hvor der skabes klarhed og tages ansvar for håndteringen af forureningen på skibsværftsgrunden, og som herudover giver mulighed for, at FredericiaC kan gå i gang med at byudvikle skibsværftsarealet seks år tidligere end den oprindelige plan forudsagde. Med den nye aftale kommer både vi og skibsværftet godt og hurtigt videre i vores respektive, nye udviklingsprocesser, siger han.