DR2 sender de kommende mandage fem programmer, der sætter fokus på de mange generationsskifter, der skal finde sted i Danmark de kommende år.
Et kendt hoved fra ErhvervsBladets spalter, erhvervsadvokat Bo Vilsgaard, har med sit firma Vilsgaard Advokater leveret baggrundsstof om generationsskifter og virksomhedsoverdragelser til de fem programmer "Farvel til firmaet", der sendes hver mandag på DR2 de kommende fem uger.
Vilsgaard Advokater medvirker selv i det sidste af de planlagte fem programmer mandag den 7. marts 2011, fortæller firmaet i en udsendt pressemeddelese.
- Vi har rådgivet virksomhedssælgere og købere i mange år og synes, at det har været utroligt spændende at medvirke med baggrundsmateriale og emner til TV-programmet, fortæller Bo Vilsgaard.
Tusindvis af ejere sælger hvert år den virksomhed, som de selv har bygget op gennem et helt liv. Nogle sælger til deres børn – andre overdrager nøglerne til en uden for familien.
Men meget kan gå galt. For hvem er egentligt bedst til at sikre firmaets fremtid? Og tjener ejerne nok på salget til at få det liv, de drømmer om? Det er nogle af de mange spørgsmål, som de fem programmer stiller skarpt på.
I programmet, der vises mandag den 7. marts 2011 på DR 2 vises en konkret virksomhed fra Trekantområdet, som tidligt i 2010 henvendte sig til Vilsgaard Advokater.
Ejeren havde gennem en årrække bygget en rigtig god virksomhed op, men havde ingen til at tage over og vidste ikke, hvordan man skulle komme i gang.
- Vi fik sat styr på processen og afsluttede sagen med et godt salg pr. 1. januar 2011, hvorefter ejeren kunne trække sig tilbage. Den konkrete udsendelse viser meget godt, hvordan sådan en proces foregår og hvor vanskelig den kan være for både køber og sælger, forklarer advokat Bo Vilsgaard.