Modevirksomhed køber Silkeborgvirksomhed og flytter fra Herning.
Modevirksomheden Kello siger nu farvel til Herning Kommune, skriver Herning Folkeblad. Det sker i forbindelse med købet af Rusberg A/S i Silkeborg, der har bygninger, der passer perfekt til Kellos forhold.
For to år siden overtog Christian Uttrup sammen med kompagnonen Finn Nyholm Albertsen og investoren Venture MidtVest Kello fra grundlæggeren Kjeld Jørgensen, der i dag stadig har en mindre aktiepost i foretagendet.
Overfor Herning Folkeblad understreger Christian Uttrup, at flytningen ikke skyldes utilfredshed med kommunen.
- Vi er faktisk også lidt kede af at skulle flytte. Men det giver for virksomheden al god mening, forsikrer direktøren.
Vil have medarbejderne med
Han forklarer, at en stor del af virksomhedens omkring 30 medarbejdere er bosiddende i Herning. Han håber dog, at de fleste vil acceptere at tage turen til Silkeborg.
- Alle har taget pænt imod budskabet. Vi har sagt til medarbejderne, at vi gerne vil have dem alle sammen med til Silkeborg, og at vi vil strække os langt for at få deres hverdag med familierne til at hænge sammen, fortsætter Christian Uttrup til Herning Folkeblad.