Fagbevægelsen har nu vundet et vigtigt argument i kampen for at få lønkontrol indført i overenskomsterne, fordi det nu er lykkedes at få det indført på fiskeriområdet. Forskere er dog uenige om, hvor stor en sejr det er.
Fagbevægelsen er nu kommet et skridt nærmere et værn mod billig udenlandsk arbejdskraft, som underminerer de danske overenskomster.
Tirsdag aften indgik Danmarks største fagforening, 3F, nemlig en overenskomstaftale med arbejdsgiverorganisationen Danmarks Fiskeriforening for omkring 1.300-1.500 fiskere.
En central del af aftalen går på, at 3F nu har krav på at få udleveret lønregnskab for en fiskekutter, hvis de har mistanke om, at en arbejdsgiver ikke overholder aftalerne i overenskomsten.
Dette er også et centralt krav på flere af de store områder som transport og byggeri, og aftalen på fiskeriområdet kan danne skole for resten af arbejdsmarkedet, forklarer arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.
- Fagbevægelsen er kommet et skridt nærmere at få opfyldt deres krav om lønkontrol. Dette forlig kan danne præcedens og være inspirerende for resten af arbejdsmarkedet.
Forskere uenige
3Fs hovedforhandler på transportområdet, Jan Villadsen, er heller ikke sen til at snuppe aftalen på fiskeriområdet og bruge den som argument for, at de medlemmer, han repræsenterer, også skal have mulighed for at udøve lønkontrol.
- Det viser, at det ikke er umulige krav, vi stiller, og når det kan lade sig gøre på denne overenskomst, så kan det også lade sig gøre på andre områder. Hvis vi kan få det samme med DI, som vi har fået på fiskeriområdet, så er vi et langt stykke ad vejen, siger han.
Der er dog ikke enighed blandt forskere om, i hvor stort omfang aftalen på fiskeriområdet kan bane vejen for, at lønkontrol også bliver gennemført på andre områder, fordi Danmarks Fiskeriforening ikke er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening.
- Jeg er mindre sikker på, at det kommer til at danne præcedens, fordi det ikke er et stort område. Dette resultat gør ikke, at man føler sig presset i DI, siger professor ved Københavns Universitet, Jesper Due.
Dansk Industri har ikke ønsket at udtale sig om sagen.
