Den danske satsning på vindenergi skal bremses, indtil elnettet kan håndtere store mængder grøn strøm. Sådan lyder konklusionen i ny rapport fra den liberale tænketank Cepos. Vindmøllebranchen raser over forfejlet kritik.
I en netop offentliggjort analyse fra den liberale tænketank Cepos kaldes den danske succes med vindenergi for en myte.
Rapporten fremhæver, at kun en lille del af vindenergien kommer samfundet til gode, og at den overskydende strøm eksporteres for billigt. På den baggrund ønsker Cepos at bremse yderligere vindmøllesatsning indtil forsyningsnet og samfund er klar til den grønne udfordring.
- Det er uforsvarligt at fortsætte en voldsom dyr udbygning af vindkraften, så længe vi ikke engang kan løse de problemer, vi har nu, siger direktør i Cepos, Martin Ågerup.
Konklusionerne møder dog hård kritik fra både Energinet.dk, der varetager det danske elnet og fra den danske vindmølleindustri.
- Det er efter min bedste opfattelse noget vrøvl. Når vi i Danmark ikke kan aftage, det vi producerer, forsøger vi at afsætte det, og det gøres på de markedsvilkår, der er, siger direktør i Vindmølleindustrien Jan Serup Hylleberg.
Han mener, at kritikken er forfejlet i forhold til de klimamæssige udfordringer, som verden står over for og peger i øvrigt på det mærkværdige i, at den liberale tænketank tilsyneladende kritiserer, at elektriciteten handles på et frit marked.
Realistisk udbygning
Kritikken fra tænketanken bunder blandt andet i, at udviklingen af elnettet ikke er fulgt med satsningen på vindmøller. Vindmølleindustrien erkender da også, at der er behov for øget fokus på et el-baseret samfund. Den udvikling er dog godt i gang.
- Danmarks eneste potentialer på dette område ligger i biomasse og vind. Det er vi forpligtede til at satse på, samtidigt med at vi indretter samfundet til det, siger Jan Serup Hylleberg.
Cepos fastholder dog, at man bør bremse yderligere udbygning af den danske vindmøllepark indtil elnettet er i stand til at bære de 50 procent af forbruget, som er det politiske mål.
- Det svarer til at man er gået i gang med at bygge en bro uden at vide, om man har byggemateriale nok. Det betyder ikke, at broen er en dårlig idé, men at processen skal gennemtænkes, siger Martin Ågerup
Kræver stabilitet
Samfundet i dag er indrettet til en stabil og let justerbar el-produktion. Det leverer vindmøller ikke, og derfor skal der ændringer til.
- Det er helt sandt, at det er en kæmpe udfordring. Men vi skal nok nå det. Inden for de næste 15 år regner vi med at være klar til et samfund, hvor 50 procent af forbruget er dækket af vindenergi, siger udviklingsdirektør Peter Jørgensen fra Energinet.dk. Han peger blandt andet på intelligente elmålere, der styrer forbruget, så det er størst, når der er rigelig elektricitet.
- Danmark er godt på vej med et robust elnet, så vi kan eksportere mere til bedre pris. Samtidig gør vi elsystemet mere fleksibelt med satsning på blandt andet varmepumper og elbiler, der kan udnytte strømmen, siger Peter Jørgensen.
Martin Ågerup erkender, at de mange tiltag, der gøres for at udbygge elnettet og for at drive nye teknologier frem, er positive.
- Det vil selvfølgelig have en positiv indflydelse på problemstillingen, men jeg mangler at se en opgørelse over, hvad det kommer til at koste at klargøre det danske elnet til 50 procent vindenergi, siger han.
