Hverken klimatopmøde, OL-kongres eller homo-OL kunne redde hotelbranchen fra et stort dyk i 2009. Alligevel er masser af nye hotelværelser på vej i hovedstaden.
Antallet af overnatninger på danske hoteller faldt til 10 millioner i 2009 fra 10,9 millioner i 2008, viser de officielle årstal fra Danmarks Statistik.
Det svarer til et dyk på otte procent - trods både FN's stort anlagte klimatopmøde i december, efterårets kongres for den internationale olympiske komité og sommerens World Outgames, OL'et for homoseksuelle.
- Det er markant, at vi er gået så meget tilbage i forhold til 2008, for man skal huske på, at den økonomiske afmatning allerede satte sine spor i andet halvår af 2008, siger Jens Zimmer Christensen, formand for Horesta, organisationen for hoteller, restauranter og cafeer.
Svenskerne svigtede mest: Antallet af overnatninger fra gæster fra hinsidan faldt med 20 procent, og 10 procent færre briter sov på et dansk hotel. For to andre store grupper, tyskere og nordmænd, var faldet med fem procent lidt mindre.
Især de indbringende forretningsrejsende holdt sig ifølge Horesta væk, fordi mange virksomheder satte en bremse på rejseaktiviteten.
Horesta nævner atter en gang den høje danske hotelmoms på 25 procent som en hæmsko for de hjemlige hoteller.
Trods momssatsen, som Horesta betegner som den højeste i Europa, er intet mindre end 2.800 hotelværelser på vej i hovedstaden i disse år, beretter nyhedsbrevet Standby.dk. Det svarer til en forøgelse på næsten 30 procent.
- Det vil sætte pres på markedet. Men med flere hotelværelser kan København tiltrække nogle af de større events og kongresser, som vi i dag er for små til at huse, udtaler Allan Agerholm, næstformand i Horesta i hovedstaden, til Standby.dk.
Sidste år åbnede tre store hoteller med tilsammen 1600 værelser, i år åbner Tivoli Hotel på Kalvebod Brygge med godt 400 værelser, og næste forår slår Bella Centers hotel dørene op med over 800 værelser.
