Sikkerhedshuller. Interessen for internetbaseret telefoni vokser. Men eksperter forudser store sikkerhedsproblemer ved teknologien, som vil øge danske virksomheders sårbarhed markant.
Det er de færreste danske virksomheder, der drømmer om, at deres fortrolige samtaler kan blive aflyttet.
Frygten for, at al kommunikation ind og ud af virksomheden går ned, hører heller ikke til de danske virksomheders hverdag. Men det kan den komme til.
De to scenarier er blot en lille del af det trusselsbillede, eksperter og branchefolk frygter, vil følge i kølvandet på den stadig stigende udbredelse af voip-telefoni, der basalt set er samtale over internettet.
Teknologien er ved at nå en tilpas stor forankring i erhvervslivet og de private hjem, så det blot er et spørgsmål om tid, før vi ser de første alvorlige eksempler på angreb gennem ip-telefoni.
- Det er ikke selve voip-teknologien, der er noget i vejen med. Men det er softwaren til voip-telefonien, der er sårbar, for her åbner man reelt en port ind til den enhed, som skal modtage opkaldet, siger Lasse Hjorth, der er supportchef ved sikkerhedsvirksomheden Virus112.
Eksperterne peger på, at udviklingen på mange måder svarer til det, man oplevede med internettet. Begge teknologier er kommet for at blive, men internettets historie viser, at jo mere udbredt en teknologi bliver, jo flere trusler vil der dukke op.
- Man løber ind i nogle nye udfordringer, for nu ligger telefonien ude i det store internet og ikke længere i et lukkede system, siger Lasse Hjorth
Her bliver han bakket op af softwaregiganten Check Points danske direktør Jan Bau. Han mener, at alt for få virksomheder tænker sikkerhed ind i deres voip-telefoniløsning. Hvilket ikke er så mærkeligt, for de ved ikke, at det er noget de skal være opmærksomme på.
- Som forbruger har man ikke en forventning om, at telefoni ikke virker eller kan udnyttes, siger han og peger på, at teknologien er kompliceret, hvilket betyder, at sikkerheden kommer i anden række.
Der i dag er en enorm mængde af informationer, der løber ind og ud gennem en internetforbindelse.
En god voip-forbindelse kræver rigtig meget, fordi vi som brugere af telefonen forventer den samme kvalitet, vi kender fra traditionel telefoni. Her opstår problemet, vurderer Jan Bau. Kvaliteten i lyden bliver prioriteret frem for sikkerheden.
- Jeg mener ikke, at der tænkt tilstrækkelig med sikkerhed ind i de løsninger, der bliver implementeret i dag, siger han.