Grafiske arbejdsgivere. Grafisk Arbejdsgiverforening er stærkt utilfreds med det offentliges stadigt mere centraliserede indkøbspolitik, der især vil ramme de små virksomheder.
Grafisk Arbejdsgiverforening er stærkt kritisk over for den offentlige indkøbspolitik, som vurderes at spare staten for 400 mio. kr. om året ved at centralisere indkøbene på få leverandører.
Få faste leverandører vil begrænse den fri konkurrence og reducere mangfoldigheden ikke kun i den grafiske branche og vil på sigt risikere at skabe højere priser, siger Grafisk Arbejdsgiverforening.
Gennem indgåelse af en række rammeaftaler med få store leverandører er det lykkedes staten at reducere udgifterne til computere, møbler, kontorartikler med videre med 400 mio. kr. om året ifølge en opgørelse fra et nyt indkøbssekretariat i Finansministeriet.
Kun 25 med i SKI
Men ifølge Grafisk Arbejdsgiverforening har den nye statslige indkøbspolitik, der senere i 2008 også forventes at komme til at omfatte grafiske ydelser, en alvorlig bivirkning i form af reduceret konkurrence og færre leverandører at vælge imellem.
- Det er muligt, at staten også på det grafiske område vil kunne opnå mindre besparelser ved at indgå rammeaftaler med få, større leverandører. Men det kan vise sig at være meget kortsigtet, for bagsiden af medaljen er, at sådanne aftaler minimerer udbuddet, begrænser den fri konkurrence og på lang sigt reelt vil kunne betyde højere priser, siger adm. direktør Lars Bram fra Grafisk Arbejdsgiverforening og fortsætter:
- På det grafiske område er der allerede en tendens til, at rammeaftalen fra Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) begrænser konkurrencen om de grafiske ydelser i kommunerne.
Den grafiske branche i Danmark består i dag af omkring 1.300 virksomheder.
Siden 2004 har kun 25 grafiske virksomheder haft mulighed for at være leverandører til SKI, og der bliver først i 2008 mulighed for at ændre på det forhold i forbindelse med en ny udbudsrunde.
Flere opgaver i EU-udbud
Med strukturreformen er der blevet færre kommuner med større indkøbsenheder, hvorfor flere kommunale opgaver fremover skal sendes i EU-udbud, herunder de grafiske opgaver i kommunerne.
I stedet for at sende opgaver i EU-udbud kan kommunerne i dag vælge sine leverandører blandt de få, typisk store leverandører, der er omfattet af de offentlige rammeaftaler.
- De offentlige rammeaftaler efterlader mange mindre grafiske virksomheder som chanceløse bænkevarmere, der aldrig kommer ind i varmen, og det tvinger de offentlige institutioner til at gå uden om leverandører, som de måske har haft et tæt og mangeårigt samarbejde med, siger Lars Bram.
- Det største problem er i den sammenhæng, at det skaber mindre konkurrence om de offentlige grafiske ydelser, og det vil stille og roligt reducere dynamikken i enhver branche, fordi der ikke er en konstant bred konkurrence om at komme i betragtning til større offentlige opgaver. Jeg kan frygte, at statslige rammeaftaler med få grafiske virksomheder vil forstærke den udvikling, som vi allerede nu kan se inden for det kommunale område, fortsætter den adm. direktør.
Grafisk Arbejdsgiverforenings direktør opfordrer derfor staten til ikke blot at se på de kortsigtede økonomiske besparelser, men også analysere de langsigtede konsekvenser for konkurrencen og branchernes udvikling.
og for priserne.