En halv snes erhvervssponsorer har forladt Koldinghus, hvor man nu forsøger at forstærke dialogen med de tilbageværende sponsorer og arbejde mere intenst for at skaffe nye.
I begyndelsen af det nye år sender Koldinghus den årlige kontingentopkrævning ud til sine mere end 60 medlemmer af Erhvervsklubben Koldinghus, og det sker ikke uden en vis bekymring, erkender informationschef Nanna Ebert.
Det landskendte museums- og kulturhus, der i øvrigt er en af Danmarks mest berømte bygninger, har nemlig mistet en halv snes erhvervssponsorer det seneste år i kølvandet på krisen.
Tabet i kroner og øre er én ting, men det er især tendensen, der ikke huer informationschefen.
- Vi har som så mange andre været vant til stigende sponsorindtægter. Nu går det pludselig den anden vej, og det vil da altid vække bekymring, selvom man, krisens omfang taget i betragtning, kunne have frygtet en endnu større afgang. Vi håber naturligvis, vi har oplevet den sidste opsigelse, men et 100 procent klart billede har vi ikke, før vi har sendt opkrævninger ud næste år og fået dem betalt, men allerede nu vil vi gå i tættere dialog med de eksisterende erhvervssponsorer, siger Nanna Ebert, som mener, at virksomhederne helt grundlæggende gerne vil være med til at værne om lokalområdets kulturelle miljø, samtidig med at de kan benytte sponsoratet som et personalegode.
I offensiven
Hun oplyser, at man nu også vil anstrenge sig yderligere for at tiltrække nye sponsorer.
- Vi har da også fået enkelte nye sponsorer. Det har bare ikke opvejet de sponsorer, der har forladt os. Derfor vil vi gå i offensiven, tilføjer hun.
Informationschefen er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er krisen, der har forårsaget frafaldet.
- Vi har jo taget kontakt til alle de virksomheder, der har opsagt deres sponsoraftaler, for at høre, om der er noget, vi har kunnet gøre bedre, og det efterlader ingen tvivl. De virksomheder, der har opsagt deres sponsorater, har alle været gennem afskedigelsesrunder og i det hele taget skåret dybt i deres omkostninger. Flere har barberet alt væk, der ikke lige har med driften at gøre, og i den proces har de så også valgt at skære i deres marketingbudget, forklarer Nanna Ebert.
Det koster 8.500 kr. eksklusive moms at være medlem af erhvervsklubben et år. For de penge får sponsorerne en række ydelser, oplyser hun.
Helt basalt er det gratis for sponsorerne og deres medarbejdere at besøge slottet og dets udstillinger, hvoraf nogle er permanente og andre skiftende. De får deres logo placeret ved billetsalget, bliver eksponeret i et halvårligt magasin og får i vid udstrækning adgang til at benytte slottet til møder med rabat og ved for eksempel produktlanceringer, hvor slottet anvendes som ramme om lanceringen. Sponsorer og medarbejdere inviteres også til en årlig rockkoncert i slotsgården, »Rock på slottet«.
Trak sig før koncert
Lige nøjagtig dét arrangement hører til blandt de højtprofilerede begivenheder på Koldinghus, men her måtte man konstatere endnu en skuffelse, da adskillige sponsorer trak sig fra koncerten, kort tid før den løb af stabelen. Den blev dog afviklet som planlagt.
Erhvervssponsorater er blot én af Koldinghus' indtægtskilder. Den selvejende institution med godt en snes medarbejdere modtager også støtte fra kommunen og fra staten, hvortil skal lægges entreindtægter. Alligevel ærgrer det Nanna Ebert, hvis det ikke lykkes at vende sponsorudviklingen.
Rammer synligheden
- Vi er et kombineret museum og kulturhus, hvor møder, konferencer, koncerter og lignende er med til at trække mange mennesker til huset, som ellers ikke ville komme til et kulturhistorisk museum. Faldende sponsorindtægter vil uundgåeligt ramme vores markedsføring og dermed vores synlighed. Vi har bestemt ikke opgivet at finde nye sponsorer, og tidligere sponsorer skal såmænd nok også komme tilbage, når krisen klinger af. Spørgsmålet er blot, hvornår det vil ske, siger hun.
Koldinghus, der er et vartegn for Kolding, gennemgik for snart 20 år siden en omfattende restaurering, der indbragte det gamle kongeslot Europa Nostra-prisen i 1993.
