Der er godt nyt til landets mange togrejsende: Om et år bliver de nye IC4-tog indrettet med en bistro.
Næste år bliver det muligt at hænge ud i IC4-baren med en kold bajer og en varm pizza, mens man kører tværs over Storebælt, skriver Nyhedsbureauet Newspaq.
DSB vil nemlig ombygge de nye IC4-tog, så der kommer en bistro.
- Vi slår to fluer med et smæk her. For i forbindelse med ombygningen får vi også gjort plads til, at togføreren kan sidde fem minutter og hvile benene inde i den nye bistro, fortæller underdirektør i DSB, Erik Christensen, til Newspaq.
Fredag kom det frem, at DSB havde glemt at lave et pauserum til togpersonalet i IC4-togene. Det er det problem, man har forsøgt at løse, og det har så givet en spisevogn som biprodukt.
- Vi er da godt klar over, at den service vi har kunnet tilbyde med vores salgsvogne, ikke lever op til, hvad tog i andre lande har. Man kommer til at kunne købe varme pizza-slices, mere friske sandwich end dem, vi har nu, sprøde paninier med ost og skinke samt måske pølser og frikadeller med kartoffelsalat, eller hvad kunderne nu får behov for," fortæller Erik Christensen.