Herning-virksomheden JN Spedition flytter til Køge og bygger nyt for 80 millioner.
JN Spedition der hidtil har haft hovedsæde i Herning, løftede på et pressemøde onsdag formiddag sløret for markante udvidelsesplaner. Det skriver Herning Folkeblad.
Mødet blev holdt på Køge Havn, for det er her, at administrerende direktør Ove Søltoft ser store fremtidsmuligheder. 1. maj tages første spadestik til et nyt køle- og frysehøjlager samt 800 kvadratmeter kontorfaciliteter.
Samlet pris: Omkring 80 millioner kroner.
Ove Søltoft fortæller, at nybyggeriet i Køge bliver tre gange større end det nuværende domicil i Herning.
Flere nyansættelser
JN Spedition har specialiseret sig i transport af fødevarer på køl og frost. Interessen for en stor sjællandsk base skyldes de mange transporter til København og Sverige. Herning-firmaet overtog i 2009 en københavnsk konkurrent med base i Taastrup.
- Vores plan er at flytte alt fra Taastrup til Køge, når det står klar 1. april 2011. Jeg forestiller mig, at vi får brug for at ansætte 20-30 personer de næste to-tre år, så vi samlet kommer op på omkring 40 personer i Køge, siger Ove Søltoft til Herning Folkeblad.