På det sneindhyllede Lolland-Falster har gartnerfirma droppet de normale vinterfyringer på grund af masser af opgaver med at rydde sne.
Det kolde, barske vintervejr har givet travlhed i flere brancher. Vvs-folk hjælper husejere med frosne vandrør, utætte tage skal repareres, salget af vinterdæk er steget, og mange byggefirmaer, vognmænd og også gartnere bliver hyret til snerydning.
På Lolland-Falster, et af de hårdest sne-ramte egne i landet, oplever Anlægsgartner Per Hansen A/S usædvanlig travlhed. Og ti mand, som med en normal grøn vinter var blevet hjemsendt, er i fuld gang med sneen.
- Jeg er meget, meget tilfreds. Der er stor efterspørgsel efter vores firma fra folk, som vil have ryddet sne. Ikke bare på fortove, indkørsler og parkeringspladser, men også på tage, hvor sneen tynger, fortæller direktør Allan Ptak til Lolland-Falsters Folketidende.
Han vurderer, at sneen har sendt "mange millioner kroner i omløb til trængte virksomheder".
Læs også på ErhvervsBladet.dk:
