Nye partnere bag Løvenborg Industris opkøb af Promecons produktionsafdeling i byen.
Med erfarne investorer i ryggen har den otte år gamle smedevirksomhed Løvenborg Industri i Esbjerg overtaget stålkoncernen Promecons produktionsafdeling i Esbjerg, som i de senere år er skrumpet betydeligt ind. Medarbejderstaben øges fra otte til 18, og virksomheden kommer tættere på kunderne inden for hovedsageligt offshore- og vindmøllebranchen.
Overtagelsen af Promecons produktionsaktiviteter i Esbjerg sker med støtte fra blandt andre investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst (G&V) i Kolding. Løvenborg Industri omdannes fra et ApS til et A/S og har nu en aktiekapital på 2,8 mio. kr., hvoraf G&V har 1,2 mio. kr., mens grundlæggeren af Løvenborg Industri, Dennis Løvenborg Christensen, har 1,3 mio. kr.
Den resterende del af aktiekapitalen er tegnet af Danstoker-koncernens administrerende direktør og storaktionær, Leif T. Thomsen.
Leif T. Thomsen har kendt Dennis Løvenborg i over 30 år og har de senere år været formand for Løvenborg Industri. Det er Leif T. Thomsen, der har formidlet kontakten til G&V, med hvem han har haft et årelangt samarbejde i Danstoker. G&V ejer 16,1 procent af aktierne i Danstoker Holding A/S.
Med overtagelsen af Promecons produktionsaktiviteter indgår parterne samtidig en rammeaftale, der betyder, at Løvenborg Industri viderefører de opgaver, som Promecon har i Esbjerg, og venter inden for et par måneder at udleje de nuværende lokaler på Gammelby Møllevej i Esbjerg for at flytte ind i Promecons bygninger på Sahara på havnen i Esbjerg.
Målet med overtagelsen er ifølge Dennis Løvenborg Christensen at udvide forretningen og komme tættere på slutkunden inden for især energiområdet.