Statsstøtte til boligrenovering dræner VVS-mestres likviditet. Formand kræver handling.
Danske Smedemestre, DS, der organiserer en stor del af de danske VVS-installatører, frygter, at flere af dem lider »tilskudsdøden«.
En undersøgelse, som DS har foretaget blandt medlemmerne i VVS-sektionen, viser, at otte ud af ti VVS-installatører har oplevet, at projekter er udskudt, fordi det er uafklaret om de kunder, der har søgt statstilskud, får pengene. Mange firmaer oplever et omsætningsfald på 50 pct, viser undersøgelsen.
»Vi er stærkt frustrerede over de virkninger, som puljen til boligrenoveringer har fået,« siger formanden for Danske Smedemestre, Jim Stjerne Hansen.
Udbetales straks
Derfor foreslår han, at økonomiminister Lene Espersen (K) ændrer ordningen, så arbejder kan igangsættes uden forudgående tilsagn.
Samtidig beder han om, at det løntilskud, som er indeholdt i ordningen, udbetales straks til håndværksmesteren og ikke først, når arbejdet er udført. I øjeblikket behandler Erhvervs- og Byggestyrelsen godt 2.000 ansøgninger om ugen. 10.000 ansøgninger er behandlet.
Det svarer til, at arbejder med en projektværdi på 330 mio. kr. I de kommende uger øges tempoet med 50 pct., da der er ansat ekstra 25 sagsbehandlere. Der er dog fortsat lang ventetid, da i alt 106.000 har søgt om tilskud.