Letpåklædte kvinder opfordrer i en ny kampagne håndværkere til at køre sikkert.
- Kom sikkert hjem, skat.
Sådan lyder billedteksten til en æggende plakat, hvor en smuk, letpåklædt kvinde ligger og venter på en seng.
Det ellers behagelige scenarie udspiller sig på én af fire plakater, der indgår i en kampagne om trafiksikkerhed som skal få få varebiler til at overholde fartgrænsen. Det beretter P4 Nordjylland.
- Varebiler er store og tunge. Derfor falder ulykkerne tit mere uheldigt ud end med almindelige biler, siger Maria Dinesen fra Nordjyllands Færdselssikkerhedsudvalg, der står bag kampagnen.
Fræk dame og ligkiste
Kampagnen er derfor målrettet mod virksomheder med varebiler.
Sidste år var varebiler med i næsten 200 ulykker på de nordjyske veje. 11 af ulykkerne endte med dødsfald.
En anden af plaketerne viser en tilsvarende fræk dame i en seng. Ved siden af er der en ligkiste, og teksten lyder:
- Hvor vil du helst ligge?"
Op på væggen
Plakaten er sendt til 4000 virksomheder, og budskabet går rent ind hos murermester Finn Sørensen.
- Jeg synes, det er en rigtig god kontrast, siger murermesteren, der har hængt plakaterne op på sit værksted i Nørre Onsild, til P4.
