Mig & Min bil. Selv om mange danskere gerne ville skrotte bilen, er det svært i praksis. Den københavnske centraladministration er fuld af den type mennesker. Peder Jensen fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) er et godt eksempel.
Mange medarbejdere i centraladministrationen i København cykler og bruger offentlig transport frem og tilbage på jobbet hver eneste dag. Hele ugen står den store familiebil så placeret udenfor byens periferi og bliver kun brugt til større indkøb, i weekender og et par gange om året til ferieture.
Det ærgrer de fleste, for bilen taber værdi ved kantstenen og har ofte et atypisk værkstedforløb, fordi bilen plages af mange korte ture, hvor den aldrig bliver driftsvarm, og det kørselsmønster ender typisk på værkstedsregningen i et eller andet forhold.
I Det Europæiske Miljøagentur (EEA) sidder nærmest prototypen på en sådan ansat, i form af Peder Jensen, der er Gruppeleder for Transport- og Energistudier.
Hvordan vil du beskrive dit forhold til biler?
- Jeg har efterhånden udviklet et ret praktisk forhold til biler. Jeg arbejder i det centrale København, hvor parkering koster en mindre formue, så det er nemt at holde miljøfanen højt og bruge cyklen hver dag. Derfor er bilen noget, jeg bruger i weekender og ferier, og dermed bliver forholdet ret afslappet. Jeg er glad for fleksibiliteten til alle de løse aktiviteter, men har ikke så meget brug for bilen i det daglige.
Hvor ofte skifter du bil?
- Som hovedregel beholder jeg bilen, til den er slidt op. Da jeg var yngre, var det mest brugte biler jeg havde råd til. Dermed blev de udskiftet med nogle års mellemrum. I dag kører jeg i en bil, der er købt fra ny (for fem år siden), og som vil holde i en del år endnu.
Hvorfor valgte du VW Touran
- Touranen er en bil der både er miljømæssigt fornuftig i sin klasse, og som dækker de behov, vi har som familie. Egentlig havde jeg lidt kig på en Audi, men efter en ekstremt arrogant behandling hos Audi i Gladsaxe gik jeg over til VW på den anden side af gaden. Her faldt min søn for Touranen.
Hvad er det bedste ved din nuværende bil?
- Den gode plads, der var hele argumentet for at købe den. Det er det, jeg har brug for, når jeg skal på weekendtur og på ferie.
Hvad er det dårligste ved din nuværende bil?
- I bund og grund også den gode plads. I den daglige anvendelse (min kone kører på arbejde) er der egentlig ikke brug for så stor en bil. Man burde kunne købe en lille miljøbil til daglig brug og så have abonnement på at udskifte den med en større et mindre antal uger om året.
Jeg har kigget lidt på, om det er muligt at kombinere en mindre bil med leje af en større bil af og til, eller måske medlemskab af en delebil klub. Men hver gang ender jeg med at konkludere, at man er nødt til at købe den bil, der dækker maksimumsbehovet. Det betyder, at man for det meste kører rundt i en bil, der er alt for stor og som hovedregel mindre miljøvenlig.
Hvad er den bedste bil, du har ejet?
- Da jeg var 21 år, rejste jeg rundt i USA med en kammerat. Vi havde købt en gammel politibil, nærmere bestemt en Ford LTD II med en 4,5 liters V8 motor. Jeg kunne skrive hjem til min far: »Kære far. Jeg har nu købt min første bil, well egentlig kun en halv. Per ejer den anden halve. Men det er helt ok, for den er over dobbelt så stor som din!« Drønet fra sådan en motor taler da til drengen i os alle, men i dag kan jeg godt se, at drengedrømme ikke altid er gode for miljøet.
Hvilken bil er din drømmebil?
- I det daglige drømmer jeg mest om at købe en ny cykel, men med hensyn til biler ser vi for øjeblikket en ganske bemærkelsesværdig kreativitet blandt fabrikkerne omkring at skabe en miljørigtig bil, der samtidig er sjov. Det gælder både biler med traditionel, hybrid og elektrisk motor. Så når tiden kommer, er jeg sikker på, at der vil være langt flere spændende muligheder, der samtidig tilfredsstiller mig miljømæssigt.
Hvilken unode i trafikken er den værste?
- Selvhævdende bilister. Sammenlignet med eksempelvis spanske bilister er danskere ret gode til at 'holde på deres ret'. Grundreglen i færdselsloven om at vise hensyn er der ret mange, der har glemt. Herudover er den omsiggribende brug af mobiltelefoner, ipods og lignende også et problem. Som daglig cyklist er jeg ofte ved at blive påkørt af svingende biler, hvor føreren er helt optaget af en mobilsamtale. Men cyklister er bestemt heller ikke for gode. At cykle i tæt trafik, mens man skriver en sms, er ret tåbeligt.
