DK Company A/S i Ikast fordobler indtjeningen efter et år med stor succes i Rusland - opkøb af nye brands indgår i virksomhedens vækststrategi.
Ti nye butikker i og ved nogle af Ruslands største byer er med til at skabe et rekordresultat i den midtjyske tek-stilvirksomhed DK Company, der blev grundlagt i starten af dette årti af Jens Poulsen, som stadig sidder ved roret i sit livsværk.
Indtjeningen er kort og godt blevet fordoblet til mere end 12 mio. kr. før skat efter en klar omsætningsfremgang, som ikke synes at stoppe lige med det samme. I hvert fald melder Jens Poulsen om en ordrebeholdning, der aldrig har været større.
»Jeg kan selvfølgelig ikke sige noget om udfaldet af de kommende modemesser i Skandinavien, men vi kan i hvert fald ikke se noget tegn på krise, selv om vi da godt kan læse aviser,« siger han.
Fremmarchen i Rusland, hvor yderligere fem butikker er på tegnebrættet, er hentet på en for DK Company lidt usædvanlig måde. Sammen med en russisk partner har parterne etableret egne butikker. Det er ikke en model, der umiddelbart vil blive videreført på de øvrige markeder, oplyser direktøren.
Et nyt koncept
»Jeg har det sådan, at vi helst vil fortsætte med det, vi er gode til: At drive grossistvirksomhed frem for at drive butikker. Nu faldt tingene lidt anderledes ud i Rusland, fordi vi der stødte ind i en samarbejdspartner, der netop så egen-butikkerne som det optimale på det russiske marked. Jeg kan derfor heller ikke afvise, at noget tilsvarende vil ske på andre nye markeder. Det er bare ikke lige det, vi som udgangspunkt går efter,« siger han.
DK Company har i øvrigt i Ikast ansat en russisk kvinde som salgsansvarlig for det russiske marked.
Ikast-virksomheden følger den moderne, danske tek-stil-skabelon med udvikling og design i Danmark, mens produktionen er henlagt til producenter i Kina, Indien og Bangladesh. Indkøbene styres via kontorer i henholdsvis Kina og Bangladesh.
Fire mærker
Det hele startede i Ikast med mærket Jasmin. Siden opkøbte Jens Poulsen mærkerne Kaffe og Cream og for et par år siden, udviklede DK Company så endnu et nyt mærke: Sirup.
Alle fire mærker er, ifølge Jens Poulsen, inde i en positiv udvikling, men direktøren lægger ikke skjul på, at midtjyderne er meget interesserede i at opkøbe andre etablerede brands, der passer ind i virksomheden vækststrategi.
»Opkøbet af Kaffe Clothing Company for fire år siden blev den gode anledning til at få hele vores organisation, lige fra leverandørnetværk til fælles funktioner som blandt andet økonomi, it, lager, logistik og indkøb trimmet til at kunne håndtere vækst gennem nye brands og datterselskaber. På den måde er vi blevet en modekoncern, der differentierer os på områder som design, kvalitet og godt købmandskab,« forklarer Jens Poulsen.
De fire mærker, midt- jyderne sælger i det meste af Europa, har hver deres eget liv med egne designere og marketingansvarlige, mens resten er én stor synergi.
