Sydjysk firma har ved hjælp af rumfarts-teknologi konstrueret en dyne, der regulerer temperaturen, mens man sover.
Det sydjyske firma Quilts of Denmark, der har hjemme i Vamdrup, lever godt af at have konstrueret en dyne, der bruger den amerikanske rum-teknologi, fortæller firmaet i en udsendt pressemeddelelse.
Firmaet fortæller, at hemmeligheden bag deres dyne er små mikroskopiske kugler, som er i stand til at optage varme fra kroppen, når temperaturen stiger, og frigive varmen igen når temperaturen falder. Materialet blev første gang brugt i NASAs rumdragter, som skal kunne holde til de temperatursvingninger, astronauterne udsættes for. I dag er teknologien forfinet og havnet i en dansk dyne.
- Vi ville noget andet, vi ville være leverandører i god søvn, og vi vidste, at forbrugerne var klar til det. Man havde allerede set andre tekstiler med funktionelle egenskaber som fx løbesko med gadgets, der gavner løberen. Vi indledte derfor et tæt samarbejde med søvneksperter, fysioterapeuter, designere, innovative netværker mv. Det førte i første omgang til den temperaturregulerende dyne, som i dag er et helt sovekoncept og et brand, der sælges med succes over hele verden, fortæller udviklingsdirektør i Quilts of Denmark, Hans Erik Schmidt, i den udsendt pressemeddelelse.
- Det næste, der er på vej, er personlige dyner, som kan opsamle viden om den, der sover. For eksempel søvnrytme, hjerterytme, temperatur mv. Teknologien består af små bløde tråde vævet ind i stoffet. Teoretisk er teknologien klar, men implementeringen mangler, tilføjer han
- Vi kan nu begynde at høste frugterne af at være ’first movers’. Vi har i tide sikret os rettighederne, samtidig har vi har erobret platformen som eksperterne, fordi vi ligger inde med al videnskaben om søvn, nye tendenser, teknologiske muligheder osv. Vores største udfordring i dag er kopi-produkter, der ligner vores og markedsfører sig som os, men som ikke helt lever op til det, de lover, siger Hans Erik Schmidt.
