Sidste år solgte Egmont mindre end året før, men alligevel kan medievirksomheden præsentere en rekordstor indtjening.
Selv om mediekoncernen Egmont sidste år oplevede et fald i sit salg på ni procent, kan koncernen i det netop offentliggjorte årsregnskab fremlægge en rekordstor indtjening på salg af sine produkter, som blandt andet omfatter Alt for Damerne og Euromann.
Omsætningen faldt til 10.722 mio. kr i 2009 mod 11.667 mio. kr. i 2008, men indtjeningen på driften steg med 25 procent fra 748 mio. kr. i 2008 til 931 mio. kr. i 2009, hvilket er det største nogensinde i Egmonts historie.
Egmont forklarer, at halvdelen af faldet i omsætningen hovedsagelig skyldes lavere annonceindtægter. Den øvrige halvdel skyldes, at den udenlandske omsætning er omregnet til lavere valutakurser.
Tredoblet årsresultat
- Egmont har evnet hastigt at tilpasse sig konjunkturerne samtidig med, at vi har haft en god udvikling produktmæssigt. Selv om vi i 2009 blev ramt af et stort fald i reklameindtægter fra vores blade og TV 2 i Norge, så leverer vi et stærkt resultat og pengestrøm, siger koncernchef Steffen Kragh.
I det samlede årsresultat formåede Egmont at tredoble bundlinjen fra 114 mio. kr. i 2008 til 351 mio. kr. sidste år.
- Med mange solide mediepositioner i 30 lande og en beskeden gæld står Egmont i 2010 godt rustet til at videreudvikle vores medier. Vi tror, at 2010 vil forblive udfordrende for mediebranchen og fortsætter arbejdet med øget effektivisering, nyudvikling og digital forretning, siger koncernchefen.