Randers er landets første kommune, der tager FN's millenniummål til sig. Kommunen vil have østjyske virksomheder til at interessere sig for erhvervsmulighederne i Uganda.
I januar i år forpligtede byrådet i Randers sig til at arbejde for FNs millenniummål. De går blandt ud på at opbygge globale partnerskaber. Derfor har byrådet inviteret østjyske virksomheder til at deltage i Randers Millennium og undersøge erhvervsmulighederne i Afrika.
En delegation fra Randers Kommune var i januar i Uganda, hvor der blev indgået en partnerskabsaftale med bystyret i Mbale, der med sine cirka 100.000 indbyggere er Ugandas næststørste by. Byen blev anbefalet af Danida, der er med i projektet. Valget faldt på Uganda efter anbefaling fra et lokalt kaffefirma, der har gode erfaringer med kaffeproduktion i landet.
Nu er turen så kommet til, at flere østjyske virksomheder involverer sig. Og interessen er til stede, for i april mødte 40 virksomheder frem til et informationsmøde. En måned senere var nogle af de lokale virksomheder med på Danidas og Håndværksrådets delegationsrejse til Uganda.
Tager globalt ansvar
- Vi har løbende kontakt med interesserede virksomheder, fortæller erhvervs- og udviklingschef Kim Kofod Hansen, Randers Kommune. Han var med den kommunale delegation i Uganda og siger, at Randers Millennium er et erhvervsprojekt, der kan give nye muligheder for virksomheder i Region Midtjylland, idet Væksthus Midtjylland nu er koblet på projektet og kan være med til at skaffe udviklingsmidler via Danida. Det er også et projekt med fokus på mellemfolkelige initiativer, og samtidig kan det qua positive historier om virksomheder og kommunen være med til at brande Randers.
- Vi har brug for at flere flytter til Randers, pointerer Kim Kofod Hansen. Viceborgmester Berner Nielsen var med i Uganda og siger, at Randers gerne vil være kendt for at tage et globalt ansvar. Det vil have en positiv effekt for byen, mener han.
Kommunen har afsat omkring 300.000 kr. årligt samt arbejdskraft. Der er ikke sat åremål på pengene i erkendelse af, at der er tale om en lang og sej indsats.
Målsætningen er at arrangere to årlige informationsmøder og efterfølgende få sendt to delegationer af sted til Uganda. Det kan eventuelt ske i samarbejde med Håndværksrådet.
Randers er landets første kommune, der har forpligtet sig til FNs millenniummål. I morgen er der møde hos udviklingsminister Ulla Tørnæs, som briefes om Randers Millennium af blandt andre Kim Kofod Hansen og Berner Nielsen. Med ved mødet er også repræsentanter fra Kommunernes Landsforening.
Aktiverer smv'er
- I mange år har det som regel været store virksomheder, der fik støtte fra Danida. Nu er turen komme til SMVerne. Vi synes, der bør åbnes op for, at også kommuner skal kunne få støtte til at gå ind i partnerskabsaftaler. Det kan være med til at skabe større effekt af Danidas b-t-b-projekter. Vi håber, at vort projekt kan medvirke til, at de får lavet et erhvervsråd i Mbale, hvor politikere og erhvervsfolk kan mødes. Som det er nu, går der et stort potentiale tabt, siger Kim Kofod Hansen.
- Vi er på vej til at udvikle et system, hvor vi forbinder lokal erhvervsservice med regional erhvervsservice og hele det internationale system under Danida. Vi vil gøre det let for smv’er at blive aktive i Afrika, hvor der ellers er mange barrierer. Vores ambition er at opbygge et system, der tager virksomhederne i hånden til Afrika og hjem igen, pointerer Kim Kofod Hansen.
- Der tales meget om globalisering, og vi ser også projektet som et globaliseringstiltag med mere indhold end de traditionelle forbindelser med venskabsbyer. Erhvervsmæssigt bliver det nok aldrig en kæmpe sællert men nok mere en niche for virksomheder. Indtil videre har vi kontakt med omkring 15 virksomheder i regionen, fortæller Kim Kofod Hansen.
Han har ansat en projektleder og to studentermedhjælpere til at arbejde med Randers Millennium.