Randers Havn vil udvide for at give plads til virksomheder.
Havnen i Randers har vokseværk og vil gerne strække sig længere ud langs fjorden, oplyser P4 Østjylland.
I aftes blev planerne præsenteret på et borgermøde, og hvis politikerne giver lov, vil havnen om 25 år have bredt sig over mere end én million kvadratmeter mod øst.
Attraktiv for virksomheder
Trods finanskrisen er der nemlig stadig virksomheder, der har brug for plads på havnen som er attraktiv for virksomheder på grund af sin placering tæt på motorvej E45.
- Man har fået øjnene op for, hvor hurtigt det er at komme fra havnen og ud på det overordnede vejnet, siger havndedirektør John Morgen til P4 Østjylland.
Del af bymiljøet
Randers Havn udvidede i 2009 med 30.000 kvadratmeter, som blev udlejet med det samme, og ifølge John Morgen har en virksomhed vist interesse for at leje 20.000 kvadratmeter mere.
På lang sigt vil udvidelsen betyde, at virksomhederne forlader den inderste del af havnen, så området kan blive en mere levende del af bymiljøet i Randers.