Europa. IP-teleselskabet V2tel har tusindvis af smv'er som kunder. De kan nu ringe for 48 øre i minuttet til en række europæiske lande. V2tel vil i førertrøjen blandt udbyderne.
Det seneste år har IP-teleselskabet V2tel oplevet en tredoblet vækst i kundernes udlandsopkald. Nu har selskabet nedsat minutprisen til en række europæiske lande med op til 70 procent for at sætte turbo på IP-telefoni til udlandet.
Med prisnedsættelsen kan teleselskabets kunder, der primært er danske smv'er, ringe til en række europæiske lande for 48 øre i minuttet. Det er op til 70 procent lavere end V2tels gamle udlandspriser. Samtidig har virksomheden lanceret et såkaldt flatrate-abonnement, hvor kunderne for en fast månedlig pris på 219 kroner kan ringe 15 timer til udlandet og samtidig ringe gratis i Danmark.
Adm. direktør Jørgen Weber, V2tel, siger, at den nye satsning skyldes et ønske om at give konkurrenterne baghjul på udlandstelefonien.
- Vi lever i en globaliseret tidsalder, hvor mere og mere kommunikation sker på tværs af landegrænserne. Derfor er behovet for billig udlandstelefoni stigende, og vi vil gerne være en af de førende leverandører, siger han.
Det går strygende med V2tels kunders udlandstelefoni. Deres samlede antal taleminutter til udlandet er tredoblet fra i første kvartal 2005 til første kvartal 2006.
- Den nye prisnedsættelse skal udelukkende sparke yderligere gang i væksten. Som minimum regner vi med, at kundernes telefoni til udlandet skal femdobles inden årsskiftet, siger Jørgen Weber. Men det er ikke kun kundernes IP-telefoni fra almindelige IP-telefoner, der skal øges. V2tel har også lanceret IP-telefoni via mobiltelefonen, hvor der især er store besparelser at hente på opkald til udlandet. Med den nye mobilservice kan en kørende sælger ringe fra sin mobiltelefon til eksempelvis det kinesiske datterselskab for 1,50 kroner i minuttet, hvilket normalt koster 8-10 gange så meget. Det er attraktivt for især eksportvirksomheder.
- Der er ingen tvivl om, at denne service også vil sætte gang i udlandstelefonien fremover, fremhæver Jørgen Weber. De nye minutpriser gælder blandt andet til Spanien, Italien, Frankrig, Schweiz, Belgien, Estland og Polen. Se www.v2tel.dk.