Pølsefirmaet skal repræsentere Danmark ved den internationale madkonkurrence i Paris efter at have vundet pris i Danmark
Godt nok blev københavner-restauranten NOMA anerkendt blandt verdens førende gastronomer.
Men også sønderjyderne har fået den internationale fødevarebranches bevågenhed. Højer Pølser i det sydvestjyske Danmark har netop vundet den fornemme nationale SIAL d’Or pris, fortæller det i en udsendt pressemeddelelse.
Højer Pølser fra Sønderjylland har med produkterne Marskland Lammespegepølse og Marksland Oksespegepølse vundet den lukrative pris i kategorien kød og pålæg og skal nu repræsentere Danmark ved den internationale del af SIAL d’Or or konkurrencen i Paris senere i år.
Men de to pølsemagere, der står bag den familieejede virksomhed, vil hellere tale om græsrodsprodukter, egnsråvarer og en dyb passion for pølser end om fornemme priser.
Anerkendt med mere end 200 medaljer og diplomer fra ind- og udland skal der mere end en fransk pris til at imponere en garvet pølsemager;
- Vi er stolte over, at vi skal repræsentere Danmark, men det vigtigste for os er, at vi får lov at vise, at man stadig kan producere kvalitetspølser efter gamle håndværkstraditioner, hvor man kombinerer autentiske egnsråvarer med nordiske tendenser og får velsmagende pølser. Vi kalder det græsrodsprodukter, siger Jan Müller, som er den ene af sønnerne bag Højer Pølser.
Det er langt fra første gang, at Højer Pølser bliver hædret med en medalje for deres udsøgte produkter. Gennem årene har de vundet over 200 medaljer i forbindelse med messer og fagkonkurrencer i ind- og udland, ligesom de har fået et hædersdiplom fra Det Danske gastronomiske Akademi for deres fremstilling af sønderjyske skinke- og pølsespecialiteter.
Grundlaget for Højer Pølser - pølsemagerhåndværket - er gået i arv fra generation til generation i familien Müller gennem mere end 100 år. I dag er det de to brødre, Gerd og Jan, som sammen med deres hustruer, børn og forældre sørger for at føre de håndværksmæssige traditioner videre. Virksomheden har i dag omkring 30 ansatte.
SIAL d’Or tiltrækker flere end 5.500 udstillere, hvoraf 78 procent er udenlandske fra 101 lande og godt 150.000 besøgende fra 185 lande. SialD’ors primære fokus er gourmet mad, vinmarkedet og madingredienser.
