Fremfærd i udlandet og nye typer boreplatforme er blandt de fremtidsdrømme hos Offshore Center Danmark, som nu kan blive til virkelighed efter en million-bevilling.
14 millioner kroners saltvandsindsprøjtning til udviklingen i dansk offshore.
Det er den glade realitet hos Offshore Center Danmark i Esbjerg, som netop er blevet bevilget syv millioner kroner af Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Videnskabsministeriet.
Sammen med øvrige syv millioner kroner, der primært kommer fra centrets egne medlemmer i industrien samt fra Region Syddanmark, baner bevillingen vej til virkeliggørelsen af Offshore Center Danmarks store drøm: At bevæge sig fra at være viden- og teknologicenter til også genere et innovationsnetværk for offshoreindustrien.
- Indtil nu har vi mest fungeret som et regionalt center, men med de nye opgaver, vi nu skal kaste os over, bliver vi også nationale. Vi skal i højere grad til at betjene hele landet, og det er vi meget glade for, siger direktør i Offshore Center Danmark, Peter Blach.
Eksport-erfaringer
Konkret ligger fire innovative projekter klar til at skydes i gang med pengenes hjælp. Det ene handler om at forske sig frem til en endnu bedre udnyttelse af energien fra olie-gas-installationerne. Et andet går på at udvikle helt nye typer olieplatforme.
Det tredje projekt handler dansk offshores indmarch på det udenlandske marked. For selv om offshore fylder fint i det danske bruttonationalprodukt, er dansk offshore stadig en lilleput på verdensmarkedet.
- I et samarbejde med danske institutioner, der i forvejen beskæftiger sig med eksport – nemlig Dansk Eksportråd, IFU, IKF og Dansk Offshore Industri - vil vi prøve at analysere, hvordan dansk offshore kan blive stærkere i udlandet. Vi vil analysere på en gruppe virksomheder, hvor halvdelen har haft succes med eksport, mens de andre har oplevet barrierer, og derudfra vil vi lave en håndbog for, hvordan man kommer ud på det her marked, siger Peter Blach.
- Tidligere har vi nok manglet en anerkendelse af, om eksport overhovedet var noget, vi skulle beskæftige os med. Vi er jo et videncenter. Men eksport har også meget med viden at gøre, siger han.
Vind lærer af olie
Det sidste af de fire projekter er en indsats for at tiltrække leverandører og underleverandører til den vindmølleindustri med kraftig vokseværk. Også her skal både mere og mindre succesfulde virksomheders erfaringer koges sammen til en håndbog samt udgøre en konference.
De her vindmøller går mere og mere ud på vandet, og derfor kan nogle af de erfaringer, vi har gjort os inden for olie- og gasindustrien, sagtens bruges omkring havvindmøller. Og hvor olieproduktion har en langt højere dækningsgrad end vindenergi, vokser vindmølleindustrien til gengæld hurtigere i øjeblikket, siger Peter Blach.
Offshore Center Danmark er på sine cirka fem leveår vokset fra én ansat til 10 ansatte.
