PH Byg i Hasle på Bornholm har så travlt med tømreropgaver på klippeøen, at virksomheden også åbner afdeling i Nexø.
Det otte år gamle PH Byg ApS. i Hasle på vestkysten af Bornholm trodser byggekrisen og etablerer nu afdeling i Nexø på østkysten.
- Vi har de seneste år oplevet stigende tilgang af forespørgsler fra Nexø. Vi har dog også erkendt, at for at pleje kundemassen og få et reelt gennembrud, er det nødvendigt at være fast til stede i byen. Vi ser et potentiale i Nexø og hele Østbornholm, udtaler ejerleder Peter Hjorth Hansen ifølge Bornholms Tidende.
PH Byg har en snes ansatte og arbejder inden for nybyggeri, renovering og vedligeholdelse. Branchemæssigt omfatter kunderne blandt andre private, landbrug og virksomheder. Firmaet har, som tidligere omtalt af ErhvervsBladet, lagt kræfter i energivenligt byggeri.