Til maj åbner et nyt Danhostel i den indre by, Danhostel Downtown. Her kan man bo for 165 kroner med Strøget og Rådhuspladsen lige rundt om hjørnet. Det skriver Danhostel Danmarks Vandrehjem i en pressemeddelelse.
Helt præcist er adressen Vandkunsten og byhuset får 300 sengepladser, lounge, reception og en café der åbnes mod gadelivet udenfor. Ejerne har visioner om et internationalt mødested for kunstnere, turister og københavnere, der skal kunne opleve storbyens kulturliv på tæt hold.
Kunst og kultur bliver integreret i selve hostel ideen, og konceptet er det første af sin art i Norden.
Bag det nye koncept står iværksætterne Viggo Jensen og Jesper Elkjær.
- Danhostel Copenhagen Downtown skal være med til at give København en storby puls, og det er vores bidrag til Københavns Kommunes vision om en metropolzone i byen. Vi er anderledes, fordi vi satser på kultur, kunst og atmosfære frem for roomservice og dyre værelser.
Og de fortsætter:
- Her vil være uformel kunst og kultur, events og udstillinger, og vi tilbyder en overnatning for 165 kroner, så København ikke længere er forbeholdt velbeslåede turister. Den lave pris er afgørende for det miljø, og den mangfoldighed vi gerne vil skabe, siger de to iværksættere.
Danhostel har optaget Copenhagen Downtown i vandrerhjemmenes kædeorganisation, hvor det nye koncept fint supplerer de mange forskelligartede vandrerhjem, oplyser generalsekretær Christian Dorph.
P.t. er bygningen på Vandkunsten 5 er under ombygning, og Danhostel Copenhagen Downtown åbner til maj.