Tidligere marketingdirektør, Erik Mønster, køber 50 procent af aktierne og overtager posten som adm. direktør.
Den tidligere marketingdirektør hos Mac Baren Tobacco Company A/S, Erik Mønster, køber 50 procent af aktierne i Buanco System A/S og overtager posten som adm. direktør fra Nick Bigler, der sidder på de resterende 50 procent af aktierne, oplyser firmaet i en udsendt pressemeddelelse.
Buanco System A/S fra Haarby på Fyn, der via Card 8 systemet har specialiseret sig i adgangssystemer, tidsregistrering og kantinesystemer, skal med Erik Mønster ved roret for alvor videreudvikles og have ledelsesmæssig fokus.
- Ambitionen er helt klart, at den positive udvikling skal fortsætte. Min vurdering er, at Buanco har et stort udviklingspotentiale. Udfordringen ligger på produktsiden, hvor vi skal fortsætte med at være innovative og hele tiden udvikle i forhold til behov og efterspørgsel. Nu skal jeg sætte mig ind i markedet og produkterne, og så kommer vi op med en vækstplan for de kommende år, siger Erik Mønster i den udsendte pressemeddelelse.
- Skal Buanco videreudvikles endnu mere de kommende år, så er det vigtigt med en ledelseskraft, der lægger al energi i projektet og giver virksomheden fuld fokus. Derfor er en af kerneopgaverne også at optimere projektstyringen og de interne processer i takt med, at virksomheden vokser, siger Erik Mønster
Buanco System kom i 2009 ud med en omsætningsfremgang på syv procent. En markant stigende efterspørgsel efter virksomhedens kantineløsninger mundede ud i en samlet bruttofortjeneste på 8,3 millioner kr. I 2010 åbner Buanco System et nyt forretningsområde inden for tågesikring og forventer en samlet vækst på 25 procent.