En ny afgørelse fra Landsskatteretten er formentlig udtryk for, at afstandskriteriet i forhold til en midlertidig arbejdsplads kan udmåles efter "11-timers-reglen". Hvis muligheden for ophold på den sædvanlige bopæl således er mindre end 11 timer i døgnet, kan arbejdspladsen anses som midlertidig.

Det har gennem længere tid været uafklaret, hvor lang afstand mellem bopæl og en midlertidig arbejdsplads der kræves, for at kunne modtage skattefri rejsegodtgørelse. Landsskatteretten har nu truffet en afgørelse, som forhåbentlig giver en rettesnor.

I den konkrete sag arbejdede en montør midlertidigt på en arbejdsplads beliggende godt 100 kilometer fra bopælen. Det var videre oplyst, at afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted ifølge Krak var 100-105 kilometer hver vej, og ligeledes ifølge Krak udgjorde transporttiden hver vej cirka en time og 20 minutter.

På grundlag af retningslinierne fra den såkaldte Metro-dom vurderede Landsskatteretten, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse for de dage, hvor der havde været en arbejdsdag på 11 timer inklusiv 0,5 times frokostpause, hvorimod skattefriheden ikke blev godkendt vedrørende de dage, hvor arbejdsdagens længde var på 10 timer inklusiv 0,5 times frokostpause. Klagerens oplysninger om forlænget rejsetid som følge af myldretidstrafik i forhold til Krak's tidsangivelser kunne ikke føre til andet resultat.

Når en lønmodtager selv har valgt at arbejde ved et midlertidigt arbejdssted, vil dette være omfattet af rejsebegrebet, hvis arbejdstiden og transporttiden tilsammen medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at opholde sig 11 timer i døgnet på sin sædvanlige bopæl.

Dette synes umiddelbart at være konklusionen på ovennævnte Metro-dom fra 2005. Imidlertid skabte Skatteministeriet efterfølgende stor usikkerhed herom, idet ministeriet i en kommentar til dommen udtalte, at der ikke er indført en fast "11-timers-regel" i forbindelse med rejsebegrebet.

Med Landsskatterettens nye afgørelse er der imidlertid meget, der peger i retning af, at afstandskriteriet rent faktisk kan udmåles i "11-timers-reglen". Således kunne Landsskatteretten godkende en arbejdsdag inklusiv pauser og transport på 13 timer og 40 minutter, hvorimod en arbejdsdag på 12 timer og 40 minutter ikke kunne godkendes.