ErhvervsBladet.dk har talt med Lars Neupart, it-sikkerhedsselskabet Neupart
Hvordan er første halvår af 2008 gået? Der har i perioden været fokus på ulmende lavkonjunktur, har det haft indvirkning på din virksomhed?
»For vores vedkommende har har ordretilgangen været væsentlig større i første halvår 2008 med en forøgelse på 35 procent i forhold til samme periode sidste år. Så vi ser ikke tegn på stagnation. Vi leverer det, der svarer til sikkerhedens økonomistyringsstystem - altså hjælper virksomheder med at styre deres informationssikkerhed i forhold til de krav, omverdenen stiller til dem. Og det står højt på dagsordenen i virksomhederne. Alligevel havde vi spekuleret på, om afmatningen ville smitte af på sikkerhedsbranchen, men det har der altså ikke været tegn på endnu.«
Vanskeligheder med at rekruttere medarbejdere har stået højt på dagsordenen den seneste tid, hvordan har det påvirket jer?
»Vi kan bekræfte, at det har været vanskeligt at rekruttere folk. Og vi havde da også planlagt at forøge antallet mere, end vi har gjort. Vanskelighederne har ikke været dramatiske i forhold til, at det har skabt forhindringer i forhold til vores forretning. Samtidig tror vi på, at vores resultater kunne have været endnu bedre, hvis adgangen til nye medarbejdere havde været mindre vanskelig. Så den flaskehals, flere oplever i forhold til rekruttering, er bestemt stadig et emne på dagsordenen - og den har lagt et pres lønningerne i vores branche, hvor mange er klar over, at deres forhandlings-situation er gunstig.«
Hvor ser I de største udfordringer for det næste halvår af 2008?
»Vores udfordringer er at øge eksporten. Forretningen går godt herhjemme, og det er her forretningen er størst. Men vi ser større vækstmuligheder i udlandet. Vi er kommet i gang i Tyskland og USA, og det skal vi styrke den kommende tid. De markeder burde kunne blive endnu større end Danmark.«
Læs også: