Poker er ekstremt populært blandt danskere. I dag åbner landets første lovlige pokerklub.
250.000 legede med tanken - 100.000 gjorde alvor af drømmen og klikkede sig i sidste måned ind på et virtuelt pokerbord. Det skriver metroXpress.
I disse dage bliver der fordelt 14 millioner dollars, når alverdens pokeresser samles på Copenhagen Casinoet på Radisson SAS Hotel på Amager. Alt imens gives der kort til tusindvis af almindelige danskere, der rundtomkring på internettet forfølger drømmen.
- Jeg gætter på, at 100.000 danskere er inde og spille én gang om måneden nu, siger Mikael Strunge, indehaver af Pokernet.dk, til metroXpress.
- Det tal har vi fra de undersøgelser, vi laver på pokernet og fra vores samarbejdspartnere. Tallet for dem, der interesseret i onlinepoker, er måske en kvart million, siger han og understreger, at ingen kender det præcise tal, fordi langt de fleste pokerspil foregår på udlandske sites.
Poker som levevej
Også interessen for at gøre poker til en levevej er stor.
I København har Thomas Bigum Christensen oprettet kontorfællesskab, hvor 14 danskere spiller om pokerpenge hver eneste dag.
Han afviser, at lejerne lever samme højt profilerede stjerneliv som Gus Hansen eller Peter Eastgate.
- De folk, der sidder hos os, er ganske almindelige mennesker, der bruger 20-30 timer om ugen på at tjene en 20-30.000 kroner hjem om måneden, og så går de hjem til familien, siger han til metroXpress.
Spilglæde vækker bekymring
Danskernes store interesse for poker bekymrer Michael Jørsel, der er leder af Center for Ludomani. Her oplever man i dag, at halvdelen af klienterne på ludomanicentret er blevet afhængige af onlinespil - og langt de fleste af netpoker.
- Endnu flere danskere vil formentlig falde i som ludomaner fremover. Penge betyder simpelthen ikke det samme, når en hånd poker tager 40 sekunder, og man kan gå fra bord til bord hele tiden, siger Michael Jørsel.
I dag åbner landets første lovlige pokerklub i Valby. Her kan man være med i spillet for 200 kroner. Man ved ikke præcist, hvor mange der lever af at spille poker. Et bud lyder på 500-700 danskere.