Svigtede detail-salg skal kompenseres, fordi stadig færre køber kvalitestøl på flaske. Men også hotel- og restaurationsmarkedet er hårdt presset.
Flere af de hårdt pressede danske mikro-byggerier forsøger nu at få fodfæste hos hoteller og restauranter for at klare sig ud af krisen på ølmarkedet, hvor salget i detailhandlen af højkvalitets-øl falder drastisk.
Et af de mest kendte mikrobryggerier, Nørrebro Bryghus, satser således på, at halvdelen af bryggeriets omsætning i 2009 skal komme fra hoteller og restauranter - det såkaldte horeca-marked.
Flere andre lokale bryggerier, bl.a. Indslev på Fyn, er også gået i på fadølsmarkedet i hoteller og restaurationer, hvor der sælges for omkring 1,5 mia. kr. eller ca. 100 mio. liter på årsbasis, når sommerens festival-omsætning regnes med.
- Vores brand er i forvejen er blandt de mest kendte, og vi tror vi kan brede det yderligere ud via horeca-markedet. Restauranter kan tjene flere penge på højkvalitets-øl, der går godt sammen med god mad. Derfor har vi ansat flere sælgere til at bearbejde hoteller og restauranter, siger adm. direktør i Nørrebro Bryghus, Hans Henrik Gram.
Mersalg på dåse
Det største af mikro-bryggerierne, børsnoterede GourmetBryggeriet, der i går nedjusterede forventningerne til regnskabsåret 08/09 og nu ventes at komme ud med et underskud på syv mio. kr., er også aktive på horeca-markedet. Men salgsdirektør Lars Dietrichsen tvivler på, at øget omsætning til hoteller og restauranter kan redde de mange trængte mikro-bryggerier.
- Markedet for fadøl til hoteller og restauranter er meget presset. Carlsberg har siddet tungt på det og givet restauratørerne store markedsføringstilskud. Det er ikke et marked vi tjener på, men det har den fordel, at det udbreder kendskabet til mærket, siger Lars Dietrichsen.
Han peger dog på, at logistik-omkostningerne ved at betjene horeca-markedet er betydelige. Dels skal der stilles fadølsanlæg til rådighed for restauratørerne, dels skal der hentes og bringes øl tit, fordi øllet maksimalt holder sig i en uge. Dertil kommer, at der er stor risiko for debitortab hos hoteller og restauranter. Mange af dem har fået deres omsætning halveret indenfor det sidste år.
Der findes omkring 100 mikrobryggerier i Danmark. En stor del af dem taber penge og inden for det sidste år er 11 bryggerier lukket, men der kommer stadig nye til – bl.a. fordi konkurserne i branchen sender spritnye produktionsanlæg på markedet.
Mikrobryggerierne er yderligere presset, fordi forbrugerne køber stadig mere øl på dåse, og det er de færreste små bryggerier, der har råd til at investere 25 mio. kr. en tappe-linje til dåser.
GourmetBryggeriet, der nu er overtaget af Harboe, solgte tidligere udelukkende på flaske. Men i dag er 90 pct. af GourmetBryggeriets omsætning på dåse.
