Udbygningen af vedvarende energi vil kræve milliardstore investeringer i energistøtte og udbygningen af infrastruktur til distribution af strømmen mellem EU-landene. Det får prisen på el til at stige, lyder det fra energibranchen.
Energipriserne vil stige massivt i årene efter 2011 i takt med, at den vedvarende energi skal udbygges for at sænke samfundets CO2-udledning. Det skyldes, at de årlige omkostninger til at nå målene i energiaftalen om mere vedvarende energi og CO2-reduktioner vokser frem mod 2020 til 10 mia. kr. om året.
Ifølge vicedirektør Lars Aagaard, Dansk Energi, som repræsenterer energiproducenterne, vil energiforliget gøre de kraftværker, som fyrer med kul og gas, mindre rentable. Selv i 2020, når den vedvarende energi udgør 30 procent, vil de kulfyrede kraftværker fortsat levere hovedparten af strømmen.
»Vi fungerer som back-up for den vedvarende energi. Virksomhederne holder jo ikke op med at bruge strøm, fordi det ikke blæser. Derfor er vi nødt til at opretholde et beredskab på kraftværkerne, så strømmen kan leveres,« siger han.
Ifølge de officielle beregninger vil omkostningerne stige til betydelige milliardbeløb, der skal finansieres af el-forbrugere og virksomheder gennem højere energipriser.
Dermed vil reduktionen af CO2, som sker gennem udbygning af vindmøller, medføre betydelige prisstigninger i energipriser på grund af udgifter til infrastruktur og offentlig støtte til højere afregningspriser til ejerne af vindmøllerne.
»For at få et fornuftigt og rentabelt udbytte af vindenergien kræver det, at der opbygges en infrastruktur på tværs af landegrænserne, så vi kan overføre energien maksimalt mellem landene og sælge den til en fornuftig afregningspris frem for at forære den væk, når det blæser meget,« siger Lars Aagaard.
Ifølge Dansk Energi vil infrastrukturen, i form af stærkere udlandsforbindelser og flere indenlandske højspændingsledninger koste i omegnen 10 mia. kr. frem mod 2020, og det er vel at mærke for den billigste variant med nye luftledninger - frem for kabler i jorden.
»Investeringer i infrastruktur er nødvendige ellers giver aftalen om mere vedvarende energi slet ikke mening,« siger Lars Aagaard.
Det er offentlig støtte til højere afregningspriser til ejerne af vindmøller, fjernelse af CO2, og til udbygning af infrastrukturen, så den vedvarende energi bliver en integreret del af energiforsyningen. Omkostningerne til infrastrukturen på 1 mia. kr. årligt indgår slet ikke i det nuværende energiforlig.