Skattefokus.
Den 1. januar 2008 træder en ny arvelov i kraft, hvorefter arvelader får større muligheder for at bestemme over arven ved testamente.
Den nye lov mindsker tvangsarven og udvider derved muligheden for ved testamente at råde over en større del af formuen end i dag. Desuden udvides en efterlevende ægtefælles arveret fra 1/3 til halvdelen, når der i øvrigt er livsarvinger.
Efter den endnu gældende arvelov udgør tvangsarven til en efterlevende ægtefælle og til livsarvinger (børn, børnebørn m.fl) halvdelen af formuen, hvoraf 1/3 tilfalder ægtefællen og 2/3 til børnene.
I den nye arvelov er tvangsarven reduceret til 25 procent - dvs. at der ved testamente kan rådes over 75procent formuen. Tvangsarven deles ligeligt mellem en efterlevende ægtefælle og livsarvinger (børn).
Det betyder, at en arvelader har mulighed for at tildele en ægtefælle eller børn indtil 7/8 af den samlede arv eller at mindske arven til 1/8.
Herudover indeholder den nye arvelov en regel om, at arvelader ved testamente kan begrænse tvangsarven til hvert barn til 1 mio. kr., uanset om dette beløb er mindre end 25% af arven. Denne regel kan således forøge den testationsfrie del af arven.
De kommende testamentariske muligheder giver således bedre muligheder for, at en efterlevende ægtefælle kan fortsætte sin livsførelse som hidtil, i tilfælde hvor det ikke er muligt at sidde i uskiftet bo, at sammenbragte børn kan ligestilles eller, at et generationsskifte til en virksomhed kan gennemføres til fordel for et bestemt barn.
Det skal bemærkes, at det altid vil kræve oprettelse af et testamente, hvis papirløst samlevende skal arve hinanden.
Skattefokus skrives af skatte- og momsskatteafdelingen i BDO ScanRevision, som er en af de førende revisions- og rådgivningsvirksomheder i Danmark med kontorer i 26 byer. Se nærmere på www.bdo.dk