Claus Meyer får den lokale erhvervsmand Ebbe Frahm som medinvestor i Hotel Saxkjøbing.
Den gastronomiske multiiværksætter Claus Meyer får den lokale erhvervsmand Ebbe Frahm som ny medejer af Hotel Saxkjøbing, som Meyer overtog i 2006.
- Der kommer til at ske spændende ting og sager i 2010, varsler Claus Meyer i Lolland-Falsters Folketidende.
Den nye medinvestor har egentlig alderen til at være folkepensionist, men er stadig aktiv med Maribo Medico, importfirmaet Vine ad Libitum og pumpevirksomheden Reciprotor, alle i hjembyen Maribo, tæt ved Sakskøbing. Desuden var han med til at etablere Erhvervsråd Lolland-Falster.
180 år gammel
Hotel Saxkjøbing blev grundlagt for næsten 180 år siden. Efter en økonomisk nedtur for lokalområdet blev det omdannet til asylcenter i 1980'er og genåbnede siden, om end på lavt blus.
For godt tre år siden blev hotellet genoplivet af Claus Meyer, der er opvokset på Lolland, samt af kokkene Erwin Lauterbach og Carl Jones.
De to sidstnævnte trak sig senere ud igen, og siden oktober har Meyer været eneejer.
