Det danske selskab Group 88, der sælger dyre mærker som Gucci og Mulberry til danskerne, tror på, at det værste er overstået for luksusbranchen og udvider forretningen.
Danskerne skal nok vende tilbage til luksusvarerne, bare giv dem et års tid endnu. Sådan lyder spådommen fra Sanne Møller, og hun må om nogen vide lidt om danskernes luksusvaner. Som indehaver og stifter af Group 88, der har agenturet på varemærker som Burberry, Mulberry, Gucci og Bottega Veneta, har hun de sidste 30 år forsynet Skandinavien med luksus.
Som alle andre i luksusindustrien har det sidste halvandet år sat sine spor på Group 88. Regnskabet for 2008/2009 viser et underskud på 2,3 milliarder kroner efter flere år med høje vækstrater, men allerede i år vil kunderne så småt vende tilbage til de dyre butikker, forudser Sanne Møller.
- Vi forventer et lille plus på bundlinjen i år, og så vil vi formentlig se, at forretningen kommer til at ligne sig selv, som den så ud for fem-seks år siden. Dengang var nogle mærker oppe, andre var nede. Sådan er det i den her branche, og et eller andet sted vidste vi jo godt, at de sidste par år inden krisen, hvor alt gik frem, måtte ende.
Læs også på ErhvervsBladet.dk: Fem luksus-indsprøjtninger til erhvervsmanden
Sanne Møller og sønnen Thomas Møller, der også er direktør i Group 88, tager imod i Mulberry-butikken på Østergade i København. De poserer hjemmevant blandt de lækre lædertasker for fotografen, inden de byder på kaffe og scones i det lille personalekøkken bag butikken.
Et skraldespandsår
Det sidste halvandet år har været et »skraldespandsår« i luksusbranchen, fortæller de med henvisning til, at alle fik travlt med at rydde ud fra lagrene og sætte store udsalgsskilte i vinduerne. Nu er kunderne dog så småt begyndt at vende tilbage, bl.a. til Mulberry, der kan fremvise flotte vækstrater. Men forbrugerne synes at have ændret væremåde.
- Kunderne er blevet længere tid om at beslutte sig om de lidt dyre køb. De sonderer markedet for at finde ud af, præcis hvad de vil have, siger Sanne Møller.
Derfor vil kundeservice formentlig atter blive luksusindustriens kernekompetence.
- For to år siden handlede det om salg, men nu forventer kunden at få den optimale service, hvad enten det er at blive guidet rundt i udvalget eller at få at vide, hvordan man behandler sin taske, siger hun.
Klar til august
Foruden at sælge luksusvarer til danskerne har Group 88 også agenturet på Mulberry og Burberry i henholdsvis Norge og Sverige. Og her har man allerede i en rum tid set flotte vækstrater.
- Det virker som om, danskerne er en anelse mere tilbageholdne, siger Thomas Møller, og fortsætter:
- Herhjemme skal vi være helt sikre på, at pengene er der, før vi bruger af dem.
I Group 88 er man dog så overbevist om, at danskernes købetrang vender tilbage, at virksomheden for nylig har underskrevet kontrakt om to nye agenturer til det danske luksusmarked.
- Vi kan ikke fortælle hvilke endnu, men der er tale om brands som har eksisteret i nogle år, og som vi har stor tiltro til, fortæller Sanne Møller, der forventer, at butikkerne med de nye mærker er klar til at modtage sine første danske kunder i august i år.
