Krisen i erhvervslivet har taget hårdt på de dyre hoteller, der ellers scorer kassen i de gode tider.
Det er hårde tider i hotel- og restaurationsbranchen, hvor flere af de fynske luksus-hoteller nu er ude med røde tal på bundlinjen, skriver Fyens Stiftstidende.
Såvel Hotel Hesselet i Nyborg som Falsled Kro på Sydvestfyn kom ud af 2009 med underskud, fortæller den fynske avis.
Hesselet nævner selv den generelle situation omkring finanskrisen som en medvirkende årsag til underskuddet på 250.000 kroner, der bringer egenkapitalen i aktieselskabet ned på 162.000 kroner.
Falsled Kro endte i alt i et minus på 427.000 kroner.
- I forbindelse med vores overtagelse af kroen efter Jean Louis Lieffroy holdt vi lukket en måned for at renovere værelserne. Vi kunne sidenhen mærke, at mange erhvervskunder valgte billigere alternativer. Det har ikke været så udpræget på privatkundesiden, og det er også her, at vi mærker, at det nu går opad igen. Overordnet set er vi dog godt tilfredse med resultatet sidste år, siger administrerende direktør Randi Schmidt til den fynske avis.