Vejle Rejser er blevet kåret til landets bedste forretningsrejsebureau.
Ved Danish Travel Awards blev Vejle Rejser kåret til Årets Bedste Forretningsrejsebureau 2009.
Det var en glad Bureauchef Tom Jensen, som på Vejle Rejsers vegne modtog rejsebranchens svar på en Oscar, for anden gang inden for tre år, fortæller firmaet i en pressemeddelelse.
- Prisen er en stor anerkendelse fra branchen, som vi naturligvis er meget stolte af. Vi mener selv, at vi har et unikt og solidt produkt, så det er jo skønt, når andre også kan se det. Fortjenesten ligger hos vores medarbejdere, som alle udviser stort engagement og i den grad er med til at gøre en forskel for Vejle Rejser. I en branche, som præges af konstant udvikling og udfordringer, er fleksibilitet uvurderlig. Denne egenskab besidder vores medarbejdere, og derfor skal der lyde en stor tak og et tillykke til alle med den flotte pris, siger han.
Arrangementet, som foregik på det nye Copenhagen Crown Plaza for 400 særligt indbudte, løb af stablen for 14. år. Vinderne blev fundet gennem forbrugerundersøgelser foretaget blandt Travel Managers samt ved afstemning blandt medarbejdere i rejsebranchen.