Udviklingen af et kulturkøkken, øget salgsindsats og påpasselighed har været vestjysk kros vej gennem krisen, der ellers har hærget i branchen.
Ejerparret på Nymindegab Kro valgte at tage krisen som en udfordring, så 2009 blev et rigtig godt år, og 2010 ser ud til at blive endnu bedre, fortæller parret i en udsendt pressemeddelelse.
Læs også på evb.dk:
Kendt kro genåbner måske som asylcenter
- Vi kan da også mærke krisen, siger kromanden Finn Steffensen på Nymindegab Kro og tilføjer:
- Allerede tidligt på året 2009 kunne vi se, at tiderne forandrede sig. Vi besluttede at tage forandringerne som en udfordring i stedet for at sidde og være kede af det. Derfor har vi gjort tre ting for at tilpasse os:
1. Vi satte fokus på at udvikle vores produkt – det gastronomiske, vores kursus- og konferenceaktiviteter og vi satte et projekt i gang med at indrette det, vi kalder et kulturkøkken, til kursus, teambuilding og selskaber.
2. Vi intensiverede vores salgs- og markedsføringsindsats med ny hjemmeside, nyhedsbreve og personligt salg.
3. Vi undlod at ansætte så mange medarbejdere op til sæsonen, sidste år, så vi var et par medarbejdere mindre i 2009 end året før.
Især kulturkøkkenet er der store forventninger til:
- Om en måned er vi klar til at tage et nyt spændende lokale i brug. Vi kalder det et kulturkøkken, og det skal bruges til kokkeskole i forbindelse med kursus. Det skal også være et tilbud til aftenskolerne. Kokkeskolen kan desuden give ny og anderledes oplevelser for gæsterne ved private selskaber. Stedet bliver ideelt til teambuilding, hvor kursisterne kan blive udsat for nye udfordringer og opleve intenst samarbejde. De kan umiddelbart se resultatet og endda selv nyde frugten af anstrengelserne, fortæller Finn Steffensen og tilføjer:
- Vores kulturkøkken bliver indrettet som en lang bardisk med 4 arbejdsstationer, hvor der på hver kan arbejde 4 personer. Eller kursisterne kan få indblik i kokkenes teknikker fra barstolene. Der bliver plads til 16 kursister ad gangen. De kan samles til måltidet og få fælles instruktion ved langbordet, og de kan hygge sig i rummets loungeafdeling, hvorfra der er kik ud over klitterne helt til Vesterhavet.
Finn Steffensen fortæller, at kulturkøkkenet allerede er booket til flere arrangementer i løbet af sommeren og efteråret.
- Kulturkøkkenet vil kompensere for den lille tilbagegang, vi har lige nu i den traditionelle hoteldrift. Det er også med til at gøre Nymindegab Kro endnu mere attraktiv for afholdelse af kurser og konferencer. Samtidig vil det give vores medarbejdere nye udfordringer som værter og undervisere. Det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler os. Vi har bevidst højnet det gastronomiske niveau på Nymindegab Kro – på en bæredygtig og jordnær måde, så alle kan være med. Vores gastronomiske erfaringer vil vi bringe videre til gæsterne i kulturkøkkenet, understreger kromanden.
- Vi kan allerede nu se, at vores indsats bærer frugt, og omsætningen stiger. Det er godt for beskæftigelsen her på kroen, og det er godt for kendskabet til Nymindegab i det hele taget. Et sted, der ligger så langt ude ved havet mod vest, at det absolut hører med til Udkantsdanmark, fortæller han i den udsendte pressemeddelelse.