Efter at have kørt to vikarbureauer i sænk åbner et fynsk ægtepar nu et tredje. Det efterlader skatteyderne en regning på 15 millioner.
Fagforbundet 3F mistænker et ægtepar fra Fyn for grov spekulation i konkurser. Skønt Jesper og Magdalena Skouv har kørt to vikarbureauer og et søsterselskab konkurs, har de to ægtefæller netop stiftet et tredje.
Imens kommer de danske skatteydere til at betale for konkurserne – i alt en regning, der løber op på 15 millioner kroner, viser en opgørelse over boet i de krakkede selskaber, som Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af.
- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har en klar fornemmelse af, at der spekuleres i konkursrytteri. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger Jesper Schäfer Munk, 3F’s advokat i sagen til nyhedsbrevet, som også beskriver, hvordan ægteparret bor i en helt nybygget millionvilla i Munkebo på Fyn.
Jesper Skouv selv har det selv rigtig skidt med at efterlade en millionstor regning.
- Det skal jeg være den første til at beklage. Men det gentager sig helt sikkert ikke med JSC Search & Selection, siger han ifølge nyhedsbrevet.
- ulha