Jernstøberiet Valdemar Birn i Holstebro har tabt otte millioner kroner på de seneste tre måneder – og må nu fyre mindst 54 medarbejdere.
Et underskud på 12 millioner kroner i seneste regnskabsår – og endnu et tab på otte millioner kroner de seneste tre måneder i jernstøberiet Valdemar Birn i Holstebro koster nu mindst 54 medarbejdere jobbet samt et farvel til ti eksterne håndværkere, skriver Dagbladet Holstebro Struers netavis.
- Vi har haft meget store underskud, som vi ikke kan leve med. Derfor er vi tvunget til at afskedige 54 medarbejdere og sende ti eksterne håndværkere, der udfører løbende vedligeholdelse, hjem. Herudover må vi fyre yderligere nogle medarbejdere i støberiet, hvor vi endnu ikke har sat antal på,« fortæller administrerende direktør Jens Birn.
Direktøren forklarer overfor Dagbladet Holstebro Struer, at det er stigende udgifter til specielt råvarer, der gør, at jernstøberiet har haft et underskud på 20 millioner på 15 måneder.
- Prisen på eksempelvis skrot er fordoblet de seneste seks måneder, og de udgifter har vi ikke hurtigt nok fået skubbet over på vores produkter. Herudover er de interne udgifter til løn, administration, vedligeholdelse og så videre steget med ti procent, siger han.
Medarbejderne blev underrettet om den svære situation i mandags.
asa