Det begyndte i en lejlighed i Vestergade i Varde for otte år siden. Nu er de 14 ansatte, har en tocifret millionomsætning og mod på yderligere vækst. Martin Madsen og Jacob V. Schmidt står bag et vestjysk it-eventyr af de større.
Iværksætterne bag Itplaneten A/S i Varde, den 30-årige Martin Madsen og 31-årige Jacob V. Schmidt, er lavet af det stof, som væksthusene elsker at bruge som mønstereksempler.
På få år har de gjort næsten alt det rigtige, og med flid, innovation og kreativitet har de skabt en vestjysk vækstmaskine, der øger omsætningen år for år. En omsætning på langt over 20 millioner kroner, 14 ansatte og omkring 350 kunder spredt over hele Danmark taler sit eget sprog.
Således var det da også deres firma, der løb med årets initiativ- og iværksætterpris, da Varde Erhvervs- og Turistråd holdt årets nytårskur. Læs blot, hvilke egenskaber erhvervsrådets formand Frank Sørensen fremhævede ved det vestjyske it-eventyr:
- Vi har fundet en virksomhed og personkreds bag virksomheden, som i sjælden grad har udvist ungdommeligt gå-på-mod, iværksættertrang, vedholdenhed og vilje til at levere en stor arbejdsindsats og træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter.
Sådan. Og så skruer vi lige historien otte år tilbage for at finde en forklaring på firmaets succes:
- Det begyndte i 2002 på 27 kvadratmeter i min lejlighed med skråvægge i Vestergade i Varde. Vi havde rodet med it i nogle år, og vi kunne dengang det hele, lavede web og samlede pc'er, så hvorfor ikke sende en regning med ud på det, vi lavede, fortæller Jacob V. Schmidt om starten.
Begrænser sig
Dengang var de tre. Senere er de blevet en duo, da de for et par år siden købte deres tidligere partner ud, og målet har hele tiden været klart:
- Vi vidste, at vi ville være selvstændige, men også at vi var nødt til at have hjælp udefra, erkender Jacob V. Schmidt.
Derfor blev det skelsættende, at de to ildsjæle i 2005 deltog i et forløb under erhvervrådet med titlen »Viden om bordet - den professionelle bestyrelse.« Her mødte de Torben Pedersen, der er salgsdirektør i Dansk Scanning A/S.
På det tidspunkt var de blot dem selv og en lærling i firmaet. Men efter beslutningen om at få lavet en bestyrelse 1. januar 2006 med Torben Pedersen som formand er det kun gået stærkt fremad:
- På den måde fik vi et kæmpestort netværk, så det var vigtigt, at vi fik en udefra, der kunne se på firmaet på en anden måde. Blandt andet fandt vi ud af, at vi lavede alt for mange forskellige ting. Vi kunne jo både lave telefoner og faxmaskiner, forklarer Jacob V. Schmidt, og Martin Madsen supplerer omgående:
- Ja, det er vigtigt, at man kender sine begrænsninger. I starten tager man bare det hele ind for at kunne tjene penge på det. Men her har vi lært at begrænse os, fortæller Martin Madsen.
Begrænse sig har de to partnere også lært i forhold til hinanden. I stedet for, at de kører fuldstændig parløb, som de gjorde i starten, har de i dag delt firma-opgaverne mellem sig.
- Vi prøver hele tiden at bruge vores tid på den bedste måde, så vi har delt bolden, så Martin har ansvaret for teknikken, mens jeg nu har ansvaret for salg og administration, fortæller Jacob V. Schmidt, der således også bærer titlen af direktør, mens Martin Madsen er chefkonsulent.
Svære beslutninger
Enige er de om, at beslutningen om at få en bestyrelse har styrket dem som ledere i firmaet.
- Det er meget nemmere at tage beslutninger, når der også sidder en mand bag bordet. Jeg husker, at vi for tre-fire år siden skulle hæve vores timepriser med 125 kroner. Torben sagde, at vi allerede fra næste dags skulle meddele beslutningen til vore kunder. Men vi mente, at det kunne vi da ikke. Vi gjorde det alligevel, og der var ikke en eneste kunde, der var utilfreds, fortæller Jacob V. Schmidt.
Således har de to iværksættere mange gange fået truffet de rigtige beslutninger, fordi de med en bestyrelse og lederkurser har lagt et professionelt snit ind i den voksende virksomhed. Dog er det på et enkelt punkt gået galt:
- Man skal ikke undervurdere sit økonomi-system. Da vi i sin tid valgte det, tog vi selv den nemmeste løsning. Vi havde i vores vildeste fantasi ikke drømt om, at vi kom så langt, som vi er i dag. Nu endte vi i den situation, at vores økonomisystem ikke understøtter vores dagligdag, og det har vi måttet bruge rigtig meget tid og penge på, siger Jacob V. Schmidt.
Fokus på forbedring
De to vestjyders vilje til at lære og lade sig rådgive har også på dette område været stor. De har således lige fået et tilskud fra væksthusenes rådgivningspulje på 40.000 kroner og selv spyttet et tilsvarende beløb i kassen for at få lavet en analyse over firmaets arbejdsgange.
- Og den har blandt andet afsløret, at vi har en webshop, der ikke snakker godt sammen med vores økonomisystem. Og i stedet for at ansætte en ekstra i økonomiafdelingen, skal vi nu have løst det problem, fortæller Jacob V. Schmidt.
Endnu har de to iværksættere ikke trukket masser af penge ud af firmaet, fordi en stor del af pengene er blevet geninvesteret i udvidelser i Itplaneten. Men parrets forventninger er, at det i løbet af de næste fem år er blevet en rigtig god forretning.
- Og så forestiller vi os, at vi har ti ansatte mere, afslører de to iværksættere beskedent.
