Carlsberg er i fuld gang med at lukke bryggeriet i Valby og samle hele den danske produktion på et gigantbryggeri i Fredericia.
Fire millioner øl om dagen. 5.000 paller med øl og vand i timen. Og et nyt fuldautomatisk højlager med plads til 70.000 paller.
De opererer med store tal i Carlsbergs udvidede og ombyggede gigantbryggeri i Fredericia, der fra udgangen af året skal stå for hele Carlsbergs danske produktion.
Den danske bryggerigigant er i gang med at lukke for produktionen på det historiske bryggeri i Valby, og fra 1. december i år er det slut med at brygge andet end små mængder specialøl i København. I stedet bliver bryggeriet i Fredericia opgraderet på alle leder og kanter, og massevis af håndværkere arbejder i øjeblikket med at få alle detaljer på plads i det, der bliver Skandinaviens største bryggeri.
Udvidelsen af bryggeriet er ikke blot en udvidelse af bryggeri-kapaciteten. Carlsberg Danmark har brugt lejligheden til at hanke op i hele produktionen og indføre nye fuldautomatiske logistik- og transportsystemer. I alt investerer selskabet en lille milliard kroner i Fredericia-bryggeriet, der til gengæld bliver Carlsberg-koncernens mest fuldautomatiske bryggeri.
»Det er ikke bare en overflytning af produktion. Det er en restrukturering af hele Carlsberg Danmark. Vi får nye brygge- og tappefaciliteter, nye lagerfaciliteter og nye logistiksystemer, der forbinder alle dele af produktionen,« siger produktionsdirektør Erik Juul Rasmussen, der har ansvaret for udvidelsen i Fredericia.
180 fodboldbaner
Der er fortsat heftig byggeaktivitet på Carlsbergs grund i Fredericia, der har et areal på 90 hektar svarende til omkring 180 fodboldbaner. Flere nyopførte bygninger er ved at få de nødvendige faciliteter, og der mangler stadig at blive flyttet en række øltanke fra Valby.
Flere steder i bryggeriet er håndværkere i fuld sving med at etablere nye produktionsenheder, og det er nødvendigt at bære hjelm under rundvisning i bryggeriet.
Det udvidede bryggeris nye hjerte bliver et gigantisk højlager – en 42 meter høj grå mastodont-bygning, der er mere funktionel, end den er køn. Det er højlageret, der styrer produktionen ved dels at tage nye varer ind og ud, dels forsyne tappekolonnerne med tomme flasker.
Højlageret er blevet forbundet med tapperierne via et af verdens længste såkaldte monorails – en 4,3 kilometer lang ophængt skinne, der via 272 vogne uafbrudt transporterer træpaller med øl og sodavand rundt i systemet.
18 kraner henter og bringer paller ud og ind af lageret via et avanceret IT-system, og det samlede monorail-system håndterer 5.000 paller i timen. Et system, der kan få enhver logistikdirektør til at juble af begejstring eller give varige panderynker, alt efter hvordan man ser på det.
Der er plads til 70.000 paller i det gigantiske højlager, men den enorme kasse af en bygning er endnu relativt tom.
»I løbet af det næste par måneder bliver det fyldt væsentligt mere op. 1. oktober er højlageret i fuld sving. Det er en afgørende logistisk ændring,« siger Erik Juul Rasmussen.
Før udvidelsen havde Fredericia-bryggeriet en årlig kapacitet på 260 mio. liter øl. Næste år vil det nye bryggeri producere 480 mio. liter svarende til lidt over 1,4 mia. flasker og dåser. De 400 mio. liter er møntet på danske forbrugere, mens 80 mio. liter går til eksport. Derudover producerer Carlsberg i Frederecia omkring 250 mio. liter læskedrik om året for Coca Cola. Og planerne stopper ikke her.
Det er nemlig muligt at udvide kapaciteten markant på den store grund, og Erik Juul Rasmussen har allerede en planche hængende på kontoret med planer for en udvidelse fra 480 til 800 mio. liter.
»Det er meningen, at bryggeriet i Fredericia med tiden skal blive et større eksportbryggeri. Det er f.eks. oplagt med større eksport til Tyskland, især hvis vores bryggeri i Hamburg lukker,« siger Erik Juul Rasmussen.
Lukning i Hamburg
Der har i lang tid været spekuleret i, at Carlsberg vil lukke sit centralt beliggende bryggeri i Hamburg. Ligesom i Valby vil en lukning af Hamburg-bryggeriet nemlig skæppe godt i kassen pga. store gevinster ved ejendoms- og grundsalg. Hvis det sker, er det oplagt, at bryggeriet i Fredericia overtager produktionen, understreger Erik Juul Rasmussen.
»Planerne for endnu en udvidelse ligger klar; men vi skal ikke præinvestere, før vi har brug for kapaciteten. Og det er endnu uvist, hvornår der sker noget med Hamburg-bryggeriet,« siger han.
Carlsberg regner med at spare mindst 100 mio. kr. årligt på driften ved at samle den danske produktion på ét bryggeri. Derudover ventes de frigjorte områder i Valby i løbet af en længere årrække at indbringe Carlsberg en pæn milliardgevinst.
