Skive bryggeri går imod øl-strømmen med stabilt regnskab. Et stænk af konservatisme, et stænk af nyhed og en stor skavt lokalpatriotisme er opskriften.
Sidste sommer introducerede Hancock Bryggerierne A/S i Skive en nyhed, Saaz Brew. Det er en nyhed i sig selv, at Hancock introducerer nye øl på markedet.
Den nye luksusøl, der er det tætteste, skibonitterne til dato er kommet special-øl trenden, er den første nyhed fra det meget konservative bryggeri i årevis.
Imidlertid skal forbrugerne nu ikke til at forvente kaskader af special-øl nyheder fra bryggeriet.
- Saaz Brew er ikke en special-øl i gængs forstand. Den er tænkt som en øl, der skal kunne holde på markedet i årevis lige som vore andre øl-typer. Problemet med special-øl trenden er jo, at der hele tiden skal udvikles nye varianter. Dermed bliver levetiden for den enkelte øl meget kort, og følgelig bliver det svært at nå at tjene udviklingsomkostningerne ind, siger regnskabschef Jørn Jensen, Hancock Bryggerierne.
Meget konservativ
Han har altid gjort en dyd ud af, at Hancock hører til blandt de mest konservative bryggerier herhjemme, og det er, mener han, en af årsagerne til, at bryggeriet er sluppet uden om en meget dårlig økonomisk udvikling for danske bryggerier generelt. Udviklingen i Skive er stabil.Det lykkedes tilmed bryggeriet at øge øl-salget i mængder i det forgangne regnskabsår, men så er det, man skal til at have de humoristiske briller på. Salgsfremgangen i mængder svarer nemlig til 0,27 procent og det svarer præcis til én dag. Sidste år var der skuddag, så her ligger forklaringen altså. Omvendt talte det negativt, at påske faldt meget tidligt i 2008.
Hovedårsagen til den stabile økonomiske udvikling i Skive skal findes i bryggeriets lokale forankring, mener Jørn Jensen.
- Vores primære afsætningsområde er et begrænset, veldefineret lokalområde, hvor vi er heldige at have en stor kreds af gode, loyale kunder. Derfor har vi heller ikke mærket til de store udsving i markedet, men det spiller naturligvis også ind, at Saaz Brew blev introduceret i løbet af regnskabsåret, uddyber han.
En god sommer
Hancocks regnskabsår sluttede ved udgangen af september. I første kvartal er salget faldet med cirka fem procent, men det er ikke noget, der umiddelbart bekymrer i Skive.- Herregud. Det er jo ikke værre, end at en god sommer kan rette op på det. Samtidig falder påsken sent i år. Mere behøver der såmænd ikke at skulle til, før det ændrer vores situation, siger han.
Forventningerne til indeværende regnskabsår er et fald i indtjeningen. Det har intet med afsætningen at gøre, men skyldes investeringer i helt nødvendige renoveringer. Allerede i sidste regnskabsår blev der taget hul på arbejdet, men det afsluttes regnskabsmæssigt først i indeværende regnskabsår.


