Cleantech: Jan Wøidemann står i spidsen for Adept Water Technologies, der har udviklet en ny teknik til genbrug af vand i produktionsprocesser. Tunge drenge i dansk erhvervsliv har skudt deres sparepenge i det ambitiøse cleantech-projekt. En fireårig udviklingsfase er forbi. Nu skal der skabes et cash-flow.
Vi hører tit, at der er masser af gode forretningsideer i Danmark. Men at det kniber med at få dem finansieret.
Andre siger, at der er masser af risikovillig kapital, men for få gode ideer.
Jan Wøidemann har som adm. direktør for Adept Water Technologies A/S det sjældne privilegium at administrere udviklingen af en rigtig god ide, som en håndfuld private investorer med lederjobs i større virksomheder har besluttet at satse deres sparepenge på.
Ud over oprindelige investorer har en række nye investorer netop investeret 20 mio. kr. i Adept, et selskab, der har udviklet en ny metode til at rense vand for bakterier. Dermed er fase I i virksomhedens snart fire-årige liv overstået. Det var den, der handlede om den tekniske udvikling, som har kostet omkring 11 millioner kr. Nu forestår næste fase, hvor produktet føres til markedet. I 2010 skal Adept gerne generere så meget cash, at det bliver muligt at betale lidt tilbage til investorerne. Adept har i dag en egenkapital på 29 millioner kroner.
Jan Wøidemann, der også selv har skudt midler i Adept, er tidligere Radiometermand. Han har arbejdet i årevis med salg af teknologitunge anlæg til måling af blodgas på verdensmarkedet. Han har desuden været med i Radiometers ventureselskab, som blev etableret i den legendariske eneejer, Johan Schrøders tid.
Det er erfaringen herfra han har tilført Adept, siden han tiltrådte som adm. direktør i 2006.
Kæmpe potentiale
Jan Wøidemann er desuden i den heldige sitaution, at der er et globalt milliard-marked for Adepts nye produktprogram. Og dermed er der et stort vækstpotentiale for Adept.
Verden skriger på rent vand. En måderne at levere det på er at genbruge det vand, som allerede er brugt, ved at rense det for bakterier.
Behovet findes f. eks i fødevareindustrien, der bruger masser af vand i produktionsprocessen. Alene til at producere en burger af hakket oksekød medgår der 2400 liter vand.
Enkelt forklaret sætter Adepts ”BacTerminator”, (bakteriedræber”) strøm til det brugte vand. Strømmen omdanner det naturligt forekommende salt i vandet til biocider, som har en kraftig, desinficerende effekt.
Den første version af BacTerminatoren koster mellem 150.000 og 200.000 kr. alt efter, hvor stor en enhed, der er behov for.
Den renser bl.a. for legionella-bakterier, colibakterier og er ifølge Adept 25 gange mere effektiv end de kemisk baserede klor-processer, som ofte bruges til at rense vand.
Det interessante ved Adept er ikke alene produktet og potentialet, men også virksomhedens organisationsform.
Teknologiudvikling og produktion er outsourcet til virksomheden Dansk Teknologi A/S i Allerød i et strategisk partnerskab. Dansk Teknologi arbejder med rådgivning, udvikling og innovation inden for mekaniske teknologier. Virksomhedens adm. direktør,Thomas Lund, er samtidig repræsenteret i investorkredsen bag Adept.
Det samme er direktøren for LOGSTOR, tidligere Løgstør Rør, Preben Tolstrup, der er Adepts bestyrelsesformand. Adept har bl.a. solgt et testanlæg til Logstor der bruger kølevand i forbindelse med rørproduktion og af arbejdsmiljømæssige årsager har ønsket at sikre sig at processen foregår med bakteriefrit vand.
Adept hører hjemme i den såkaldte cleantech-sektor, som spås en stor fremtid i forbindelse med det stadig stærkere fokus på klima-projekter, der kan dæmpe den globale opvarmning.
Cleantech-projekter er ofte teknologisk komplicerede, men dog ikke så vanskelige at udvikle som eksempelvis ny medicin, der ofte først giver afkast til investorerne efter ti år.
De rette ejere
Adepts rensningsteknologi skriver sig tilbage til 1998, hvor principperne i teknologien forgæves blev forsøgt kommercialiseret i et lille sønderjysk firma. De seks oprindelige investorer bag Adept købte siden den patenterede teknologi ud af firmaets konkursbo.
»Vi forstår godt, hvad det var for problemer, de forrige ejere havde. Og vi er da også stadig i en i den fase, hvor vi brænder penge af. Men nu kan vi begynde at øjne et cash-flow. At realisere cleantech-projekter handler ikke alene om at have den rette teknologi på det rette tidspunkt. Det handler også om at have de rette ejere med gode kontakter og den rette organisation, der har erfaring med markedsføring og salg af teknologi-tunge produkter,« siger Jan Wøidemann.
Jan Wøidemann bekræfter, at Adepts ”Bakterie-udrydder” har et globalt potentiale.
»Men selvom vi hører til gruppen af ”born globals”, skal vi ikke ud at sælge globalt fra dag et.
Vi satser i begyndelsen på nærmarkederne i Danmark, Sverige og England, hvor der er en omfattende fødevareindustri. Der har vi også i kraft af vores ejerkreds særlige muligheder for at finde åbninger. Men når vi har etableret en markedsposition her, vil vi aggressivt gå efter andre lukrative, internationale markeder,« slutter Jan Wøidemann.
