Det fynske Indslev Bryggeri blev i weekenden hædret for sin gode øl. Men som andre nystartede har bryggeriet svært ved at tjene penge på grund af store startinvesteringer.
Det var en flok glade småaktionærer og ølentusiaster, der lørdag mødte op på Indslev Bryggeri for at hædre brygmester Stefan Stadler med den Fynske Ølpris.
Flot – men alligevel også lidt malurt i bægeret, da bryggeriets direktør Anders Busse Rasmussen ved samme lejlighed kunne konstatere, at bryggeriet sidste år leverede et minus på 1,5 millioner kroner, hvilket blandt andet betyder, at en aktie-tilførsel fra de mange små-aktionærer på 600.000 kroner også er brugt op. Trods sidste års dårlige regnskab fastslår direktøren dog, at bryggeriet, der startede i 2006, er på rette vej – og forhåbentlig bliver et af de mikrobryggerier, der overlever den hårde konkurrence.
Sorte tal om nogle år
- Sidste års resultat skyldtes blandt andet store markedsføringsudgifter, som vi ikke får i år. Vi har siden starten i 2006 investeret otte millioner kroner i udstyr, så det tager jo nogle år, inden vi kan præstere sorte tal. Vi mærker ikke krisen – men oplever en tocifret omsætningsfremgang, forklarer Anders Busse Rasmussen.
Foreløbig afsætter det fynske bryggeri sine øl til restauranter, caféer og specialforretninger. Men skulle bryggeriets øl blive så populære, vil den fynske bryggeri-direktør da også gerne sælge øllene via supermarkedskæder.
- Men endnu er vi ikke store nok til, at det kan betale sig at forhandle via supermarkederne, siger Anders Busse Rasmussen, hvis bryggeri har seks ansatte.